På jagt efter kunsten

Auktionsbidrag skal understøtte børnekulturen i Skagen - og Skagenskolen i Gambia

Auktionen i fjor foregik på bryghuset, og her solgtes blandt andet dette værk af Jimmi Flyvholm. til venstre er det brygmester René Søgaard Diget Sørensen. 
Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Auktionen i fjor foregik på bryghuset, og her solgtes blandt andet dette værk af Jimmi Flyvholm. til venstre er det brygmester René Søgaard Diget Sørensen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Der blev et direkte overskud på mere end 20.000 kroner, da der i fjor blev holdt auktion over kunstværker, som var givet til formålet. Initiativtager til auktionen var kunstneren Jimmi Flyvholm, og han er nu på jagt efter kunstværker til en lignende auktion i år. - Jeg håber, at kunstnere og kunsthåndværkere over hele Nordjylland vil bidrage med værker til auktionen, så der igen kan blive et pænt overskud, siger Jimmi Flyvholm. Faktisk må der gerne blive et endnu større overskud i år end i fjor. - Det skyldes, at der i år er to gode formål, der skal have støtte fra auktionen. Det er, som i fjor, børnekulturfestivalen i Skagen, og det er Skagenskolen i Gambia. Det er et fantastisk hjælpearbejde, som blandt andre Arne Holm fra Skagen er med i, og det fortjener at blive støttet, siger Jimmi Flyvholm. I fjor blev kunstauktionen holdt på Skagen Bryghus.I år er den flyttet til Jacobs Café, og den holdes fredag 26. marts. - De værker, der kommer under hammeren, vil være udstillet på café’en nogle dage inden, så folk har en mulighed for at se, hvad der kan bydes på, siger Jimmi Flyvholm. - Det er ikke tanken, at kunstnere og kunsthåndværkere blot skal skænke værker til auktionen, selv om man naturligvis er velkommende til dét. Men ideen er, at kunstnerne selv fastsætter en mindstepris, som er det beløb, de selv skal have for værket. Det beløb, som værkerne bydes op i over denne mindstepris, går så til børnekulturfestivalen og Skagenskolen, siger Jimmi Flyvholm.