EMNER

På jagt efter ny profil

Aars Kirke går foran med ambitiøst brandingprojekt

Aars kirke vil ikke bare knyttes til altergang, salmesang og kirkestøv. Derfor er kirken netop gået i luften med et nyt logo, kirkeblad og en helt ny hjemmeside. Det skal give kirken en mere moderne profil og være med til at sikre kirkens fortsatte fremgang. Aars Kirke har som en af landets første kirker været igennem et storstilet brandingprojekt, der foreløbigt er kulmineret i et nyt logo, en ny hjemmeside og et nyt kirkeblad. Brandingprojektet, der har varet det meste af et år, er gennemført i samarbejde med kommunikationsbureauet Lange PR i Aalborg. Hele menighedsrådet og kirkens tre præster har været aktivt involveret i beslutningsprocessen omkring logo og designprofil, og der er lagt et stort arbejde i at lade den nye grafiske linje afspejle kirkens historie. Kristendom i øjenhøjde Ifølge Hardi Kristensen fra Aars Kirkes menighedsråd har en del af brandingprojektet haft til formål at skabe en mere moderne profil. Det skal gøre kirken mere tilgængelig for en ny og yngre målgruppe. - Vi skal ikke kun informere men også kommunikere. Det mener vi, at vi gør bedst ved eksempelvis at udsende et kirkeblad, der adskiller sig fra normen. Vi vil gerne bringe glæden, engagementet og de gode oplevelser ind i kommunikationen fra kirken, og derfor udsender vi fremover et kirkeblad, der formidler den gode historie om Gud og kristendommen i øjenhøjde for både børn, unge og ældre, siger Hardi Kristensen.