Pension

På job med smerter

Den 57-årige Ruth Holm fra Støvring lever med smerter i ryggen og i nakken konstant og har derfor søgt førtidspension. Det har hun fået afslag på. Hun skal i stedet tage imod et fleksjob, mener Støvring Kommune.

Ruth Holm er blot en af mange nordjyder, der de senere år har fået afslag på førtidspension. Ifølge Ankestyrelsen er antallet af borgere, der får tildelt førtidspension halveret de senere år. Ruth Holm kan arbejde en time om dagen med indlagte pauser og skånehensyn. Det har to arbejdsprøvninger vist. Ruth Holms fagforening FOA i Aalborg er gået ind i sagen. - Jeg har aldrig hørt eller set noget lignende, siger socialrådgiver i FOA, Ann Schneider. Grænser for arbejdsmarkedets rummelighed - En arbejdgiver skal minimum betale hende for 12 timer pr. uge. Ingen arbejdsgiver vil give hende løn for timer, hun ikke er der. Så rummelig er arbejdsmarkedet heller ikke, mener Ann Schneider. Det sociale Nævn i Nordjylland har stadfæstet kommunens afgørelse. - Vi omstøder meget sjældent kommunens afgørelser i de her sager, fortæller chefkonsulent i nævnet, Frede Fisker. - Alt skal prøves inden da, det siger loven. Og det vil være ærgerligt, hvis en borger ikke får afprøvet, om det nu også lykkes med et fleksjob, siger han. Politikere: Det er ikke rimeligt Politikerne bag loven mener umiddelbart, at det ikke kan være rimeligt. Førtidspensionsreformen, der trådte i kraft 2003, blev til under SR-regeringen i 2001 med en række af politiske partier bag. Blandt andre SF stemte for. - Jeg vil opfordre Ruth Holm til at skrive til ministeren for at spørge, om det er hensigten med loven, at hun skal ud i arbejde, siger SFs socialordfører Villy Søvndal. Han mener, at kommunen i høj grad skal lægge vægt på, at Ruth Holm ikke selv mener, at hun kan overkomme et fleksjob. Socialdemokraten Bjarne Laustsen er også forundret. - Det er ikke rimeligt, og jeg vil gerne være med til at tage sagen op over for ministeren, siger han.