På kanten af civilisationen

Og fordi den gode gave ofte er noget, man rigtig godt selv kunne tænke sig. For nylig gav jeg sådan en gave væk, og fordi modtageren var min mand, har jeg endda haft mulighed for at få del i gaven: Rasmus Degnbols fotobog "Rensdyrfolket i Øst". Bogen fortæller i fotos med billedtekster historien om et enestående nomadefolk, der lever i Mongoliet, hvor de fire gange om året flytter efter de bedste vejrforhold for dem selv og deres rensdyr. Nomadestammen udgøres af blot 130 mennesker, og bogens ærinde er at skildre deres hverdag og livsstil, mens den stadig findes. For rensdyrfolkets overlevelse trues af den frie verdensøkonomi, der har reduceret antallet af rensdyr - og dermed stammens livsgrundlag - betydeligt. Men også af fristelser om et lettere liv i byen - fristelser, der især trækker i Rensdyrfolkets unge generation. Rensdyrfolket skildres i bogen gennem billeder af forskellige hverdagssituationer: kvinderne malker rensdyrene og tilbereder mælkete af udbyttet, mændene kløver brænde og leder efter bær og urter i skoven, børnene leger med rensdyrene i skumringen. Vi møder en række personer skildret på portrætfotos, suppleret af en lille historie om deres liv og placering i stammens genealogi. Og det er her, det bliver rigtigt spændende, for ansigterne fortæller fantastiske historier. De er furede af udendørslivet og er muntre, alvorlige, værdige, milde eller vise. Jeg blev grebet af de autentiske udtryk, det er lykkedes for Rasmus Degnbol at formidle i de portrætbilleder, og jeg blev grebet af den på én gang idylliske og melankolske stemning, der gennemsyrer bogen. Rensdyrfolkets enkle og fredelige liv vises i billederne af den barske natur, de smukke rensdyr og de kunstfærdigt udførte tipier, stammens medlemmer bor i. Og samtidig fortæller bogens tekster, hvor svært det er for dem at skaffe nok rensdyr, og hvordan småbørnsfamilierne rejser til byerne hen over vintersæsonen for at overleve og lade børnene gå i skole. Bogen "Rensdyrfolket i Øst" giver ikke noget egentligt bud på, om det lille nomadefolk i Mongoliet rent faktisk kan overleve i mødet med den moderne civilisation. Men præmissen for bogprojektet er klar: For hver bog solgt bog donerer fotografen 125 kr. til indkøb af nye rensdyr. På den måde gør han en indsats for at hjælpe med de konkrete livsbetingelser for Rensdyrfolket - og måske er det også en slags tilbagebetaling for den historie, han har fået lov at fortælle i sin bog, og for den gæstfrihed, han er blevet mødt med. Rasmus Degnbol skriver i bogens indledning: "Det første jeg sagde til min familie da jeg landede i Københavns Lufthavn, efter samlet to måneder væk hjemmefra, var at mit hjem fremover vil være åbent for alle der måtte have brug for det, kendte og ukendte." Dét er da en erfaring, som vi er mange andre, der kan blive inspirerede af, her i selvtilstrækkelige Danmark. Ligesom vi kan finde inspiration i Rensdyrfolkets omgang med ressourcerne: de malker kun en smule af rensdyrenes mælk hver morgen til eget brug - resten går til dyrenes kid. Jeg håber, at i hvert fald den tankegang får lov at overleve. Lene Høg bor i Aalborg med mand og to børn. Hun er uddannet cand.mag. og arbejder med kommunikation og markedsføring.