På kanten af efteråret

FREDERIKSHAVN:Det er faktisk lige nu, det sker - ude i naturen. Selvom der sker forandringer hele tiden, så er det nu, de første, spæde tegn på efterår kan spottes, hvis man holder et vågent øje med blade, marker og træer. For mens efterårsploven får jorden til at smile, falmer landet langsomt, og græs, der før var grønt, mister sin sunde kulør, når plovskæret vender det på hovedet, så der kommer drys på. Nogle steder er køerne legesyge - måske fordi de har på fornemmelsen, at det gælder om at more sig mens tid er, fordi legen snart slutter og alvoren venter i stalden, hvor selskabslivet er knap så uformelt, som på den bare jord. Passende klædt er de dog allerede - køerne - der mange steder synes at være trukket i falmede frakker. Heldigvis når pelsen at blive tættere, inden vinden får sin skarpe tone på. Musvågen står på ét ben i profil foran reden og strækker hals efter et muligt bytte - og det krummede næb er spidset til angreb. For musvåger har en svaghed for markmus, der netop nu piler rundmavede over markerne og tager for sig af retterne i den nypløjede muld. Og landet holder vejret et kort øjeblik - inden den første efterårsstorm raser gennem stub og busk.