PÅ KANTEN Besøg byernes by

For et menneske, som for næsten enhver pris foretrækker storbyferier, når feriekontoen rasler med sablerne, er der næppe nogen tvivl om, hvilke af Europas storbyer, som jeg holder mest af: Paris! Første gang, jeg entrerede byen, var der tre skal'er. Skal op i Eiffeltårnet, skal se Leonardo da Vincis Mona Lisa på Louvre og skal besøge Jim Morrisons grav.

Eiffeltårnet blev hurtigt beset, og udsigtsoplevelsen minimal, for allerede da elevatoren kom til anden etage, fik jeg højdeskræk. Det betyder dog ikke, at tårnet ikke er særdeles seværdigt, hvad de fleste turister vist kan være helt enige om. Der er al mulig grund til at beundre den dygtige ingeniør Gustave Eiffel, som til verdensudstillingen i 1889 tegnede tårnet, der siden har været byens vartegn. Besøget på Louvre blev derimod en længere affære. Efter flere timers kø lykkedes det endelig at komme ind i butikken, hvor pile guidede frem mod museets mest beundrede og besete maleri: Mona Lisa. Men om man kunne komme tæt på? Selvfølgelig ikke! Maleriet var indespærret i en skudsikker glasmontre, flankeret af flere hundrede japanske turister, med 90'ernes karakteristiske, meterlange telelinser foran sig. Det blev et velkommen til fagre nye verden og farvel renæssance – du må vente! Så var der heldigvis mange andre verdenskendte malerier at glæde sig over, hvor salene var langt mindre befolkede! Ja, og Jim Morrisons (1943-1971) grav blev vel nok turens længste gåtur, for hvorfor tage metroen, når nu graven så ud til, på kortet, at være lige henne om hjørnet? Og hvilken én af pilene skulle vi følge? Tidligere besøgende må have muntret sig med at sætte små skilte med pile til rockstarens grav op – i den forkerte retning, vel at mærke! Kald det bare galgenhumor – her på kirkegården Pére Lachaise, som i dag bevogtes døgnet rundt, efter tyveriet af hovedpersonens første gravsten. Amerikaneren Jim Morrison var ind til kort før sin død, medlem af den verdenskendte, rockgruppe The Doors. Men selv ikke rockstars kan røre ved det faktum, at Paris var mest betydningsfuld i 1700- og 1800-tallets Europa. Ikke mindst hjulpet af solkongen. Ja, så da turen for anden gang gik til Paris, var Versailles-slottet et af hovedmålene. Det gik der to dage med. Alt inklusive af ventetider og nødvendige pauser med indtag af kolde læskedrikke. Slottet ligger i forstaden Versailles sytten kilometer fra Paris. Det var oprindelig Ludvig 13.`s jagthytte, opført i 1623, men da sønnen Ludvig 14. overtog stedet i 1668, udbyggedes hytten til slottet. Europas største slot! Slottet er tegnet af arkitekterne Louis le Veu og Jules Hardouin-Mansart i klassicistisk barokstil. Danskeren Ole Rømer konstruerede systemet til at skaffe vand fra Seinen til haverne og fontænerne. Ole Rømer er dog ikke den eneste dansker, som har sat sig dybe spor i Frankrig, men det skal jeg vende tilbage til. Slottets mest både berømte og berygtede rum, er uden tvivl, den 73 meter lange spejlsal med 17 vinduer i den ene side, og 17 spejle i den anden, som var færdigbygget i 1699. Et uforglemmeligt rum, som har skabt historiske øjeblikke, herunder underskrivelsen af Versailles-traktaten i 1919, som satte punktum for første verdenskrig Et besøg på Versailles er dog generelt en uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg set så mange smukke bygninger og rum på ét sted. Hvert rum er holdt i en enkel farveskala. Man går fra det blå værelse, til det grønne, til det gule og til det røde. Man overvældes igen og igen over de mange smukke malerier, skulpturer, lamper og kandelabre. Og når man så endelig forlader interiørerne overvældes man af det imponerende, 100 ha store haveanlæg, med et væld af smukke skulpturer, fontæner mm. F.eks. Temple de l'Amour, kærlighedens tempel, i haveanlægget ved Petit Trianon. Et lille kuppelformet tempel, som huser kærlighedens gudinde. For at kongen, en gang imellem kunne undslippe det stive hofliv, fik han bygget lystslottet Grand Trianon i 1687 i barok, hvor han dyrkede sin elskerinde. Petit Trianon opført i 1762-68 og blev et yndet opholdssted for dronning Marie-Antoinette. Versailles var kongefamiliens residensslot fra 1682 til 1789. Men denne epoke blev brat afsluttet i 1789, hvor flere tusinde kvinder i forbindelse med Den Franske Revolution vandrede op til slottet og således forårsagede, at kongefamilien måtte forlade slottet, ligesom revolutionen forårsagede Marie-Antoinettes død i guillotinen i 1793. Slottet har siden 1837 været museum. Et andet must var denne gang at se, nej, ikke Triumfbuen på Place Charles de Gaulle. Målet denne gang, var den såkaldte l'Arc de triomphe de l'Humanité, på dansk Menneskehedens Triumfbue i La Dèfense, skabt af den nu afdøde, danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, i folkemunde kaldet, Spreckelsens Bue. I rask trav klokken otte, ni stykker om aftenen, sagde jeg i et forelsket øjeblik ja, til at gå fra en restaurant tæt på den gamle bue, til den 100 meter høje, nye bue. Fem kilometer er da ikke noget at tale om. En bue formet som en kube med et vindue, som Torben Weirup beskriver den i bogen: Det Åbne Vindue – et essay om arkitekten Johan Otto von Spreckelsen. Et imponerende syn, da vi endelig kom frem. Spreckelsen var den danske arkitekt, som i 1983 vandt arkitektkonkurrencen over 423 andre arkitekter fra 33 forskellige lande, hvilket man kan læse meget mere om, i denne eneste danske bog om Menneskehedens Triumfbue. Den er tillige illustreret med træsnit af Gay Christensen og fotografier af Karsten Weirup. Det poetiske trekløver, som i ord og billeder videregiver faktuelle oplysninger og oplevelser om Spreckelsen og hans marmorbeklædte bue. At Paris er meget mere end buer, bygninger og tårne, det ved de fleste. Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med at besøge de mange antikvariater, restauranter, caféer, museer, gallerier og stormagasiner, som kæmper om enhver turists opmærksomhed. Byernes by! MARIA STENSGÅRD POULSEN, Specialeskrivende kunsthistoriker, Århus Universitet. Sidefag i dansk, Aalborg Universitet 2008. Censor ved Lærer- og Pædagoguddannelsen i billedkunst og dansk. Anmelder ved nettidsskriftet www.kulturkapellet.dk. Skribent ved North Art Magazine. Gift og mor til tre børn.