PÅ KANTEN Den evige teenager?

Ungdommen er en forholdsvis ny opfindelse. Vi skal faktisk ikke lang tid tilbage, før den blev opfundet.

Det begyndte med, at barndommen blev opfundet blandt rige og velstående adels- og industrifolk i romantikken i det 19. århundrede. På den tid fik barndommen sin helt egen betydning som livsafsnit i et menneskeliv. Men kun blandt de få rige og velstående. Blandt almindelige mennesker, der måtte slide og arbejde for at få til dagen og vejen, forblev barndommen noget, som ikke havde selvstændig værdi, men oftest var fyldt med arbejde og bekymringer som hos de voksne. Børn var bare små voksne. Om var man dreng eller pige var ens vej gennem livet sådan set allerede fastlagt ned i selv de mindste detaljer. Bl.a. også hvem, man skulle giftes med. I litteraturen finder vi de første eksempler på, at barndommen får en selvstændig betydning. Det gør vi navnlig hos H.C. Andersen. Skomagersønnen fra Odense, der blev født i 1805 og døde i 1875, var ganske vist ikke den første eventyrfortæller. Men han var den første, der fortalte eventyr - for børn. Det vil med andre ord sige, at han havde børnene og navnlig erindringerne fra sin egen barndom i tankerne, når han fortalte sine fantastiske eventyr. Når man på denne facon har børnene ikke alene i tankerne, men måske ligefrem siddende lige foran sig, så får det en helt afgørende indflydelse på, hvordan man fortæller sin historie. Uanset indhold og mening. For eventyr har altid en mening eller en pointe. Det havde H.C. Andersen også med sine. Eventyr er ikke bare underholdning. Fra mellemkrigsårene blev imidlertid barndommen demokratiseret. De fleste mødre var hjemme hos deres egne børn, passede dem og gav dem en tryg og kærlig barndom og opvækst. Forestillingen om barndommen som en fuldværdig tid i menneskelivet, som ikke burde opsluges af de voksne og deres liv og planlægning, satte sig igennem. Indtil videre. Men så skete der noget betydningsfuldt i tiden efter 2. verdenskrig. Som så meget andet på den tid og i tiden, der fulgte, kom det fra USA. Ungdommen blev opfundet. Før de to verdenskrige var der ikke noget, der i vores forstand hed ungdom. Der gjaldt det om hurtigst muligt at blive voksen. Men i takt med den økonomiske vækst, som fulgte oven på afslutningen af verdenskrigen, blev pludselig ungdommen særlig interessant. Og man bør bide særligt mærke i hvorfor. Ungdommen blev opfundet af det fri marked. Ungdommen blev til, fordi den af tøj-, mode-, musik- og underholdningsindustri var blevet indkapslet som en ganske særlig målgruppe. Og for bedre at kunne holde styr på dem, opfandt man tilmed betegnelsen teenagere. Siden er det gået slag i slag. Ungdommen strækker sig i dag over en meget lang periode og bliver faktisk længere og længere. Den begynder tidligere, og den slutter senere. Teenagere har flere penge mellem hænderne end nogensinde før. Men ungdommen eller teenagetilværelsen får en brat ende, når man får børn. Så på den facon fortæller statistikken i dag, at ungdommen hører op, når man er 29,1 år gammel. Det er nemlig gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark. Det er vist nok tilmed tæt på verdensrekord. Og suverænt uheldigt! For fra man er 30, går det meget hurtigt ned ad bakke med fertiliteten – det vil sige med evnen til at blive gravid og føde børn. Og situationen siden 1960’erne er ydermere den, at vi slet ikke kan reproducere os selv. Vi bliver simpelthen færre og færre, hvilket er et langt større problem, end vi aner lige nu. Men regningen ligger ude i fremtiden og venter på vores børn. Det er på en måde 68’erne om igen: Vi vil selv nyde tilværelsen for os selv uden for mange forpligtelser overfor tidskrævende børn. Dette i bogstavelig forstand temmelig kortsigtede ideal kunne man fristes til at betegne som ’den evige teenager’ og er et vaskeægte produkt af de glade 60’ere. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.