på kanten Ferie og spin

Bøger og ferie hænger sammen som æg og salt. Eller som fisk og rosevin. Det sidste mævner jeg, fordi det gør det i hvert fald, hvis man hører til de heldige, der tilbragte et par juliuger ved den spanske solkyst, mens vejret var mest kedeligt i Danmark.

Naturvidenskab 1. august 2008 06:00

Hvad man pakker i kufferten af feriebøger, afhænger af ens lyster. Nogle skal have noget meget enkelt i varmen, som en stak børnekryds- og tværs, så hjerner helt kan kobles fra, mens andre foretrækker noget mere indviklet. Min feriebunke indeholdt blandt andet de tre bind om den usædvanlige anderledes heltinde Lisbeth Salander – hende med sætningen: ”Der findes ingen uskyldige. Der findes kun forskellige grader af ansvar”. Bøgerne er skrevet af svenskeren Stieg Larsson, manden, der døde efter at han havde skrevet de tre bøger. Man kan godt få den tanke, at skrivningen af de tilsammen over 2000 sider ganske enkelt tog livet af ham. Aldrig har jeg læst noget så søvnædende spændende. Aldrig har jeg fløjet en fortælling igennem med så mange dramatiske handlingsbolde i luften. Men endnu mere imponerende - alt falder på plads på den sidste bogs sidste 100 sider. Ikke én opsendt bold svæver tilbage i luftrummet over Sverige. Sjældent har undertegnede læst en spændingsbog så sammenhængsflot og stilistisk lækker. Herefter vil alt andet indenfor den genre været venstreøjenlæsning, hvor der indimellem også bliver tid til at lette blikket for at se, om der skulle være en god film i fjernsynet. Andre svenske helte kan godt tage en forlænget skraber. Det være sig Jan Guillous Hamilton, Henning Mankells Kurt Walander, og Sjöwall og Wahlöôs Martin Beck. De er alle tre så absolut værd at beskæftige sig med, men Lisbeth Salander overgår dem alle. Ingen over – ingen ved siden af kvinden, som hader mænd, der hader kvinder. Nu er jeg ikke den eneste der har set Salander-lyset. Oven i købet er jeg lidt bagefter. Mange har for længst slugt de tre Larsson-bøger, men hvor er det godt at ha’ noget til gode. Nu kan jeg blive helt misundelig på dem, som endnu ikke kender hende Lisbeth. I ferien så jeg mennesker sidde i lufthavne, ved strande, på cafeer og læse første bind af ”Mænd der hader kvinder”. Hvem der endnu ikke var længere, tænkte jeg og slog misundelig op i min den sidste bog om kvinden, der sætter alle svenske samfundssystemer på plads. Men når sidste Salander-side er vendt, så er det jo godt, at man kan dykke ned i feriebunken og hente andet guf. Således bogen ”Uden for citat” af den tidligere TV-avis værtinde og tidligere konservative folketingskandidat Paula Larrain. Hendes bog har – modsat Stieg Larssons – fået prygl i medierne. Bogen handler om den unge pressechef Mikkelsen, der skal sørge for at en af regeringens nye ministre får sit navn og ansigt godt placeret hos vælgerne. Alle spinmidler må tages i brug – og bliver det. Det er ganske fermt og underholdende sat sammen, og vi bevæger os gennem hele bogen rundt i politikerlandskabet, og især blandt politikernes nærmeste samarbejdspartnere – de konstant frokostspisende og cafédrikkende mediefolk. Der er ikke noget at sige til, at Paula fik armen vredet om på den ufine måde. Hun er hård ved kollegerne. Som journalist kender jeg selvfølgelig til mange former for spin, men det er dog alligevel overraskende, at det ikke nødvendigvis er ministeren, der selv sammensætter gæstelisten til sit sølvbryllup, men pressechefen, der sørger for at de rigtige mediefolk kommer med, og skæve familiemedlemmer ikke gør det. Det er også interessant at se på papir, hvordan nye lovforslag ikke nødvendigvis formes af ministeren i samarbejde med sine embedsmænd, men ofte er spin sat i omdrejninger af pressechefen, der med dygtig hånd kører alle i stilling, så ministeren til sidst tror, at det hele er noget han har fundet på. Konklusionen efter endt ferielæsning er enkel nok. Måske skulle der ved kommende folketingsvalg opstilles politikere til venlig afkrydsning sammen med deres respektive pressechefer. Så kan vælgerne sætte kryds ved det makkerpar, som de finder mest spændende – eller troværdige. Endelig kunne man jo også droppe de der valg, og i stedet bede svenske Lisbeth Salander ordne paragrafferne. Frode Muldkjær – journalist. Bor i Dronninglund. Tidl. børnemedarbejder i DR, og tidl. formand for Børnerådet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...