EMNER

PÅ KANTEN Folket har talt - flere p-pladser

Hvad er den af? Det viser sig, at aalborgenserne ikke gider cykle. Mens københavnerne i gennemsnit tramper i pedalerne 2.77 km om dagen, tilbagelægger aalborgenserne kun 1,2 km dagligt.

Det er selvfølgelig typisk, at københavnerne skal være sejere end os, men ydmygelsen er større end som så: Odense og Århus giver os også baghjul, ja, selv esbjergenserne er flittigere til at bruge cyklen end os. Når vi nu ligefrem ligger sidst i undersøgelsen, så tyder noget jo på, at cyklisme ikke prioriteres højt nok på trods af, at Aalborg Kommune har udtrykt ønske om, at antallet af cyklister skal stige. Måske skulle vi bide i det sure æble og tage ved lære af undersøgelsens topscorer, København, hvor man eksempelvis har anlagt den fedeste cykelsti, der strækker sig hele vejen fra Frederiksberg til Nordvest, og hvor man nu forsøger sig med at spærre store dele at Nørrebrogade af for biler og gøre cykelstierne bredere. Den slags tiltag gør det langt mere trygt at være cyklist, og når man fra politisk hold prioriterer cyklisternes ve og vel, sender man et positivt signal om værdien af mange cyklister, som er et nødvendigt udgangspunkt for at skabe en god cykelkultur. Den har vi så ikke helt fanget i Aalborg endnu. Når det er sagt, skal de for øvrigt ikke spille alt for smarte i de andre byer, for på landsplan er antallet af cyklister faldet med ikke mindre end 30 procent siden 1990. Det er da et fald, der er til at føle på, hvad? Det er åbenbart ikke bare Aalborg, men hele landet, der har sovet i timen – i hvert fald hvis det fra politisk hold er en ambition at få folk til at cykle i stedet for at køre. Det kan man jo så diskutere, om det bør være eller ej. Der skal nemlig nok være en del bilister, der slet ikke mener, at et stort antal cyklister er noget at prale af, og det er måske ikke rimeligt at forlange, at alle bilister skrotter bilen og køber racercykler i stedet. Der findes dog et par slagkraftige argumenter for, at det både for den enkelte borger og på det samfundsmæssige plan kunne være en idé at fremme cyklisme. I disse sunhedstrippede dage, hvor danskernes vægt stiger lige så hurtigt, som vores kondital falder, er der uden tvivl noget at hente ved at hoppe på cyklen frem for andre transportmidler. Hvor irriterende det end er, kommer vi bare ikke uden om, at motion er sundt, og man brænder en kende flere kalorier af ved at trampe i pedalerne end ved at træde på speederen. Det betyder blandt andet, at nedgangen i antallet af cyklister fører til, at cirka 1200 mennesker om året dør tidligere, end de ellers ville have gjort. Midt i finanskrisen har det økonomiske aspekt formentlig også større vægt, end det ellers ville have, og selvom benzinen lige sniger sig under 10 kroner literen, er der unægteligt penge at spare ved at cykle. Endelig er der det måske knap så slagkraftige argument, at der vil være en stor miljømæssig fordel, hvis antallet af cyklister steg. Det ville slet ikke se dårligt ud i CO2-regnskabet. Som en ekstra sidegevinst ville der være færre biler på vejene, så dem der bruger deres bil af nødvendighed frem for bekvemmelighed ville slippe for at holde i kø i timevis. Ovenstående argumenter står naturligvis primært i modsætning til privatbilismen, og det argument som tilsyneladende fejer alle andre af bordet: Det er meget mere bekvemt at tage bilen. Bilen er så dejlig. I bilen har vi tørvejr, privatliv, plads til børnene og indkøbsposerne og en smart holder til vores kaffekop. Det argument er tilsyneladende umulig at slå, for på trods af afgifter og stigende benzinpriser vælger vi alligevel bilen frem for cyklen og bussen. Og det kan da godt være, at vi ville leve længere, hvis vi cyklede mere, men hvorfor skal politikerne blande sig i det? Når nu flertallet hellere vil sidde i deres dejlige varme biler, er det vel politikernes opgave at varetage bilisternes interesser, og så burde de vel anlægge flere parkeringspladser i stedet for cykelstier? I samme åndedrag kunne man nedlægge byens alt for mange parker, som vi heller ikke gider bruge og bygge flere hospitaler i stedet, så vi kan blive behandlet for det stigende antal livsstilssygdomme, der på forunderlig vis rammer danskerne. Kasper Voldsgaard er 30 år og skribent for Kulturmagasinet Skopet. Læser kommunikation på AAU.