Lokalpolitik

PÅ KANTEN Kortene på bordet, tak

Hvad er det mon, der får Aalborg Havns bestyrelsesformand, borgmester Henning G. Jensen, til fortsat at hævde, at han ikke må udtale sig om ”havnesagen”, det omdiskuterede arealsalg til storentreprenør Enggaard?

Det er endda lykkes ham at overbevise både havnebestyrelsen og hele Aalborg Byråd – og efterhånden vel også den halve offentlighed – om, at dispositionerne omkring Aalborg Havn simpelthen skal være hemmelige. Og at det i det hele taget ikke rager nogen uden for møder i havnebestyrelsens møderum. Det er jo ret fantastisk. Lad mig lige trække virkeligheden op. Aalborg Havn er et af Aalborgs største aktiver. Den er vel næsten forudsætningen for byens eksistens. Det er langs havnefronten, Aalborg Kommune med mange, mange millioner kroners satsning udvikler et nyt Aalborg. Med nye vejføringer og nye voldsomme anlægs- og bygningsprojekter. Mange af alle disse dispositioner kan diskuteres. Både omfang og tempoet kan man anfægte ud fra forskellige vinkler. F.eks.indsats-prioriteringen i forhold til de opgaver, som det kommunale fællesskab derved lader i stikken. Men byens vise fædre har talt - og valgt den rækkefølge, som der nu gennem flere år er tromlet frem med. En drivende kraft i det alt sammen har været borgmesterens idéer og sprudlende energi. Det høster han både anerkendelse og kritik for. Og selvom mange visioner og beslutninger bliver til i snævre fora og lukkede rum, er det vel formelt et folkevalgt organ, byrådet, der forventes at have en slags indflydelse på alt det, som forgår omkring den fysiske udvikling på og ved Aalborgs havnefront. Det urimelige og umulige misforhold mellem Byens og Havnens interesser må være indlysende. For i den aktuelle ”havnesag” – borgmesterens grundsalg til entreprenør Enggaard – forholdet det sig anderledes. Her handles i al bevidst og besluttet gedulgthed. Med henvisning til ”forretningsmæssige hensyn” – og efter krav fra havnens samarbejdspartnere. Det blev omhyggeligt understreget af havnedirektør Claus Holstein, da han i juniudgaven af det officielle havneblad Transport udtrykte sit mishag over, at offentligheden og visse politikere interesserede sig for den store grundhandel. Direktør Holstein fastslog på havnens og borgmesterens vegne, at alt var gået korrekt til – og at den aftalte pris var fastsat på markedsvilkår. Med noget nær Schlütersk standhaftighed fastslog han, at der ikke var noget at komme efter. Hvordan den påstand holder vand, er for de fleste en gåde alene ud fra det faktum, at havnegrundssalget – og dermed salgsprisens holdbarhed i ædruelig vurdering – aldrig blev efterprøvet i den selvfølgelige procedure, som offentligt udbud er udtryk for. Enggaard-tilbudet blev aldrig tjekket over for andre købs-interesserede. Hvorfor skete det ikke? Hvis det – som havnedirektøren hævder i sit blad – er undgået efter krav fra entreprenør Enggaard, så er det jo grueligt galt. Hvis havneformand Jensen fortsat henviser til, at han er pålagt tavshed må det – som den seneste udvikling i ”havnesagen” viser – være udtryk for demagogi. Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at entreprenør Enggaard har stillet krav om en særlig fortrolighedsklausul. Skulle mistanken herom råde er den blevet stærkt dementeret efter at entreprenør Asger Enggaard himself nylig mødte op på NORDJYSKE’s redaktion for at lægge sit eget regnestykke over handelen på bordet. Om hans udlægning er holdbar, skal jeg selvfølgelig ikke kloge mig på. Men hvad blev der så af havnebestyrelsens selvpåberåbte diskretionshensyn? Er det kun havnekøberen, der er friholdt for tavshedskravet? Borgmesteren bør smække sine kort på bordet. Og den der med at konkurrencestyrelsen havde pålagt ham tavshed, blev jo umiddelbart afmonteret af konkurrencestyrelsen selv (NORDJYSKE 5.10. – kontorchef Frederik Bork). Så – hvad er nu dit problem, havneborgmester? Demagogi er som bekendt ”evnen – eller kunsten, om man vil – til at forføre andre med sine talenter”. BENT ØBERG bor i Aalborg og i dag konsulent og politisk kommentator.