EMNER

på kanten Lego-flop i Berlin

Når man står på Potsdamer Platz i Berlin (tidligere Østberlin) og kigger på et af Europas dyreste byggerier i 1990’erne, kan man ikke undgå at blive imponeret, også selvom arkitekturen virker meget amerikansk.

No description

No description

Midt i alt Obama-virakken i Berlin opdagede mine drenge, at arkaden på Postdamers Platz bl.a. indeholdt et såkaldt ”Legoland Discovery Center”. Når man har to garvede legoentusiaster på 10 år ved hånden, kan man ikke komme forbi noget, der handler om lego uden at komme ind. Det var der mange danske familier, der måtte finde sig i. Utålmodigt måtte vi stille op i en lang kø. Det tog frygtelig lang tid, fordi billetmanden også gerne ville sælge en billet til Madame Tussuads vokskabinet(en nyskabelse i Berlin, hvor en vis Frank L. kort efter indvielsen rev hovedet af Hitler). Forventningsfulde blev vi lukket ind i Discovery Centret og her kunne vi hurtigt konstatere, at vi lige havde brugt 500 kr. på det største legoflop, der nogensinde er blevet etableret. Først står man i endnu en lang kø og venter på at blive lukket ind i et rum, som de kalder fabrikken. Tanken er, at børnene skal få en ide om, hvordan legoklodserne fremstilles. Her ser man en kort film med legomænd, der arbejder på en legofabrik af lego naturligvis. Filmen har cirka samme niveau som Byggemand Bob-filmene, der godt kan fange interessen hos 5-årige. Den går bare ikke for de 10-årige. Når filmforevisningen er overstået, ledes man ind i et nyt rum, hvor man bliver budt velkommen af to unge mennesker i hvide kitler, der står ved en maskine, som ligner et forvokset stykke Brio-legetøj. De to hvidkitlede unge mennesker fortæller herefter børnene, hvordan briomaskinen laver legoklodser. En lille tysk dreng får lov til at trykke mede nogle knapper med lys i. Da hele processen er overstået og uden, at børnene er blevet overbevist om, at det er sådan man laver lego, får børnene hver en enkelt Legoklods. I brochuren for Discovery centret skriver de også ”Am ende der Fabrikstour erhälst du deinen eigenen Lego Stein.” Dernæst ledes man ind i et såkaldt Bau und Test Centre. Skuffelsen hos de 10-årige er til at få øje på. Der er ingen teknik og udfordringer. Vi går hurtigt videre til Mini Legoland, hvor man har opført Brandenburger Tor, den Berliner Dom, Potsdamer Platz, Rigsdagen og nogle få andre markante bygninger. Lego-minilandet er ikke ret meget større end 50 kvadratmeter(mit gæt). Herefter forsætter vi til Indianer Jones Erlebnis-Pfad. Vi går gennem en smal passage på cirka 20 m ledsaget af musikken fra Indiana Jones filmene. Vi ser et par krokodiller udført i Lego og et par andre dyr. Nu er skuffelsen ikke til at tage fejl af. Jeg foreslår, at vi stiller os i kø for at se en 4D-film. Det plejer at være sjovt. Det var det også og fornøjelsen varer cirka 10 minutter. Herefter forslog drengene, at vi gik. Det var simpelthen for meget. Vi kunne godt have set endnu en jungle og fået en tur i en mini rutschebane. Det var der ingen interesse for. Når man så skal ud af Discovery Centret, er det så smart indrettet, at udgangen går igennem en legobutik. Går man ikke ind i butikken, kan man ikke komme ud (bortset fra nødudgangene). Derfor er der markant forstoppelse i butikken. Når Lego Discovery Centret ikke var den store oplevelse for garvede legoentusiater – så kan børnene altid forsøge at få forældrene til at kompensere for skuffelsen ved at investere i en pakke lego. De små æsker med lego var helt klart underrepræsenteret i forretningen og det gav anledning til plagsomme diskussioner mellem børn og forældre. Jeg gik heller ikke fri, men landede på en løsning, der hed 100 gram bland selv Lego for 8 euro. Det gik også rigtig godt med at blande lego, lige indtil vi stod ved kassen og skulle betale, hvor den søde ekspeditrice fortalte at hovedparten af det lego, der var fyldt i bland selv posen (små legomænd) kostede 1 euro pr. styk. Det kunne vi ikke vide, fordi de små mænd stod i ”bland selv-afdelingen”. Her kom prisbevidstheden pludselig op i mine 10 årige drenge. Jeppe forklarede højlydt på dansk, at det simpelthen var noget svineri at snyde børn på den måde. Ekspeditricen smilede og forstod ingenting, da Jeppe meddelte, at så skulle han overhovedet ikke have noget i den her forretning. Selvom vi ikke anede, at Lego Discovery fandtes i Berlin og heller ikke havde planlagt noget i den retning, bliver børnene og dermed de voksne fanget af de lokkende reklamer. Det kunne jo være, at der var noget spændende i discovery. Alene navnet appellerer til legoentusiater. Bagefter står man med en følelse af at have været udsat for rent optrækkeri og hvor lego (leg godt) bliver gjort til et flop. De voksnes lyst til at købe lego i udgangsbutikken, kan ligge på et meget lille sted. Når det så er sagt, så er Berlin en uovertruffen oplevelse, også for børn, og så gør det ikke noget, at de murbrokker med påfaldende ny maling, som de sælger ved Checkpoint Charlie, næppe stammer fra Berlin-muren. Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.

Forsiden