PÅ KANTEN Skabt - ikke skabagtig

”Du er skabt. Så la’ vær’ med at skab’ dig!”, var der engang en klog præst, der sagde.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

SØREN KIERKEGAARD

I en klasse, bestående af små, opvakte børn - beretter Søren Kierkegaard et sted - blev de engang spurgt, hvad de ville være, når de blev store? De svarede, som vel alle børn ville svare på et sådant spørgsmål. Én ville være politimand, en anden ville være brandmand, en tredje ville være skorstensfejer. Osv. Men én tænksom dreng svarede temmelig forbløffende: "Jeg vil være mig selv!" I en brochure for et selvudviklingskursus læste jeg for nogen tid siden, at her ville man hjælpe kursisterne med at finde sig selv. Det lød spændende. Hvor længe man skulle lede, fremgik ikke af brochuren, men så vidt jeg kunne læse, var det et spørgsmål om at lede længe nok ved hjælp af nogle terapeutiske teknikker, så skulle "man" nok dukke op før eller siden. Vi tilbringer jo ellers temmelig meget tid sammen med os selv. Vi er rimelig tæt på os selv, må man sige. Og deri ligger måske lige frem problemet. Hvis man stikker næsten helt ind i en bog, kan man hverken se eller læse. Ellers hvis man går rundt i et galleri, hvor billederne er hængt op på begge sider af en smal gang, så kan man jo heller ikke se hele billedet. Nuvel. Så kan man vel bare stille sig op foran et spejl. Det er der mange af os, der gør – med større eller mindre succes. Når man skyndsomst skal ud af sengen om morgenen, styrter ud på badeværelset, lynhurtigt gør en slags status over ens udseende i spejlet, når man jo ikke rigtig at dvæle ved sig selv. At se sig selv i øjnene, sådan for alvor. Mon ikke de fleste af os har prøvet på et tidspunkt, pludselig at se os selv helt ind i øjnene?! Gad vide, hvem der i grunden gemmer sig derinde? Hvem eller hvad er jeg? Ser man i sine øjne kun ligesom ned i en mørk brønd, hvor alene vandoverfladen kan skimtes, og hvorunder der åbner sig et uendeligt dyb af uvished? Bliver ens blik ikke fortabt – for nogens vedkommende tilmed forgabt – ud i denne uendelighed, på samme måde som man en mørk nat lader blikket gå på vandring ud i det endeløse verdensrum, bag stjernerne og planeterne? Og mens man således falder i staver og stirrer derud eller derind – mon så ikke man så småt begynder at vakle og mister fodfæstet? Ikke alene fysisk, men mentalt – ja: eksistentielt? Og strakt vender man tilbage til sig selv igen og finder, at man egentlig står udmærket dér, hvor man nu står. Godt vi har tyngdekraften til at holde os nede. "Højt at flyve, dybt at falde", som det jo hedder. Men svimlende kan spørgsmålene godt blive, akkurat ligesom man selv kan blive svimmel. Indtil en eller anden rækker ud efter os og leder os hen til den faste grund igen, hvor vi kan finde fodfæste – for båden kroppen og sjælen. Over Apollon-templet i Delphi i det gamle Grækenland stod den formanende overskrift: "Kend dig selv!". Men i modsætning til i dag, betød det dengang noget ganske andet. I dag ville de fleste sandsynligvis opfatte det som en opfordring til at gå på opdagelse i alt det, man kan selv. Dengang betød det imidlertid først og fremmest: "Kend din begrænsning!", "husk, du skal dø og ikke er som guderne, der er udødelige!". Det er godt at vide, man ikke alene ikke kan, men heller ikke skal kunne klare alt selv. Det er en befrielse. Kun Gud kan alt, og jeg er ikke Gud. Måske er det i grunden dér, en søgen efter mig selv skal starte i dag: af alle ting, er jeg i hvert fald ikke Gud – eller pave i Rom – eller superstar i Stjerne for en aften og mange følgende aftner. I kirken og i evangeliet om Jesus Kristus finder vi os selv, som skabte og nyskabte af Gud selv. Både dengang vi blev født, men strengt taget hver eneste dag, vi står op til en ny dag. Her i kirken er vi kun noget i kraft af noget, der er uendeligt meget større end os selv, og som vi tilmed vover at stille os i skyggen af. For at stille sig i skyggen af Jesus Kristus er det samme som at blive badet i en lyskilde af overstrømmende stor og uovertruffen kærlighed og tilgivelse. Selvom vi i forhold til Gud og hans søn altid er små, så betyder Guds kærlighed til os i sin søn Jesus Kristus, at vi i kraft af ham for alvor bli’r til noget. Uanset, hvordan vi ellers oplever personlige sejre og nederlag gennem vores liv. I Kristus er vi alle lige. Her tæller penge, rigdom, ejendom, klogskab, fint tøj, udseende og succes ikke med i regnskabet og giver os ikke mere prestige i forhold til Gud. I evangeliet om Jesus Kristus har Gud et særligt godt øje til alle os, der falder igennem – som taber ansigt – som fejler og snubler. Og vi tilhører ikke en lille selvfed klike af ophøjede fantaster. Vi er mange. Vi er strengt taget os alle sammen, fordi det er så menneskeligt at fejle. I Kristus har vi ret til ikke at være perfekte. I ham er vi elsket præcis sådan som vi er – når vi for et kort øjeblik ser os selv som dem, vi er: at vi fik livet skænket for intet, at vi engang skal dø. I kirken og i evangeliet måles vi således ikke på vore egne præstationer eller på eksamensbeviser. Vi måles med en kærlighed så stor, at den ser stort på alle sådanne småting, for så til gengæld at finde indgang i vores hjerter og sind, og dér skabe en ægte, sand og langtidsholdbar glæde – også efter vi er røget ud af konkurrencen om at være det dummeste svin i Robinson-ekspeditionen, Paradise Hotel eller Big Brother. Vi finder på denne facon os selv i Kristi tilgivelse og kærlighed. Du finder dig selv i en kærlighed, der strømmer imod dig, og som skænkede dig både livet og evigheden. Du finder dig selv allerbedst, når vi realiserer dig selv – ikke i et højtlønnet karrierejob med en fed pensionsordning, men i hengivenhed og fællesskab med Kristus og dine medmennesker. Når du i den nødlidende ser den lidende Kristus og derfor rækker ham eller hende din hjælpende hånd og trækker ham op i værdighed og fællesskab igen. Dér er du dig selv. Dér finder du dig selv. Dér realiserer du dig selv. Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, af hele dit sind og af hele din fornuft. Og Du skal elske din næste, som dig selv. Gud har skabt dig. Så du behøver ikke skabe dig. Og hver gang du elsker Gud og din næste former og danner Gud dig i hans billede. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire. Bidraget til "På kabnten" er egentlig en konfirmationstale og derfor underskrevet "sognepræst og konfirmandernes slavepisker".

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk