Stofmisbrug

På KUlt-sejlads med borgerligheden

Bare maver og britpop-hår. Fællessange, flirt og fjolleri. Ikket ét slips var at skimte på Konservativ Ungdoms sommerkursus, og selv Christiania fik en sang

Hvis ikke sangen var der, kunne det ligne en fætter-kusine-fest på vandet. Omgivet af svaner vugger turistfærgen rundt ud for Skælskør. Hvis ikke det var for sangen, kunne det ligne en flok tilfældige unge, der bare nød en af årets sparsomme solskinsdage. Hvis ikke det var for sangen … Men sangen er der, og den afslører, at de 40 unge på færgen har mere end bare kærligheden til sol og vand til fælles. Sangen. Den dunkende, decibel-stærke, lettere falske sang. - Alle venstrefolk si'r skattestop, men det er ikke nok. Tori, tori halleluja. When the blue revolution comes … Vi er på sommerkursus med Konservativ Ungdom. Som en årlig tilbagevendende tradition har den borgerlige ungdomsorganisation inviteret både grønne og grå medlemmer på trænings-lejr. For at terpe og twiste konservativ tankegang, for at diskutere alt fra ølbriketter til ejendomsret – og for at spise grillmad og slubre øl og hygge i sig. Det hele i en atmosfære så afslappet, at man kunne tro, det koncervative C nu pludselig stod for "casual". Det er fredag eftermiddag, og KU'erne er taget på sejltur oven på formiddagens paneldebat med tre folketingsmedlemmer. Kursus-domicilet er nogle stråtækte bjælkehytter på Kolbæk Strand ved Skælskør, men i det bramfri solskin kan man næsten ikke andet end være udenfor. Og synge … - Ronald Reagan walks on water, lå lå lå lå lå …, lyder det nu fra dækket. De dugfriske KU'ere, der er på deres jomfrufærd i organisationen, har allerede fået styr på teksterne. Overalt ryger bare arme i vejret til rytmen. Der rokkes med kroppen bag sommertoppe og t-shirts, så solbrillerne er tæt på at falde af. Landsformand Kasper Hülsen er ikke den, der holder sig tilbage. Stædigt danner han bas med sit "Umba umba umba, yeah!", mens armene pumper oppe over hovedet. Næstformand Marc Perera Christensen hviler stemmen en stund, mens han kigger ud på svanerne. - Vi havde engang en kampagne, der hed "Svanen på banen". Den gik ud på, at selvom man er en grim ælling og har dårlige vilkår, kan man stadig blive til noget, hvis man bare er konservativ. H.C. Andersen var faktisk hamrende konservativ, bedyrer han med et sprælsk grin over for NORDJYSKE. Okay at skifte mening 19-årige Cathrine Kier har kun et halvt år på bagen som KU'er, men hun er vild med sommerkurset og føler sig slet ikke ny og udenfor: - Hvor andre arrangementer handler meget mere om politik, er sommerkurset herligt useriøst, afslappet og helt fri for konspiration. Man møder KUere fra andre lokalforeninger end sin egen, og man hygger sig bare, sejler lidt og snakker. Når vi diskuterer så heftigt med hinanden, at det næsten nærmer sig skænderier, er det vigtig, at det sociale samtidig binder os sammen, siger Cathrine Kier, der kalder KU for "én kæmpestor familie". Hun har selv tidligere været med i både Venstres Ungdom og Radikal Ungdom, og selvom de politiske ungdomsorganisationer gør en dyd ud af at håne hinanden, har hun ikke fået skudt i skoen, at hun har "zappet lidt rundt". Nærmest tværtimod: - Min mor er konservativ politiker på Fyn, og jeg fornemmer egentlig, at de fleste har respekt for, at jeg har været rundt og sætte mig ind i tingene og ikke bare er gået i familiens fodspor. Nu har jeg været ude og afprøve, hvor jeg hører til, og det er så godt nok i KU, griner Cathrine Kier. Hun elsker KU-arrangementernes lejlighed til at få luftet og afprøvet argumenterne: - Her på sommerkurset kan du komme med alle de dumme spørgsmål i den politiske debat. Jeg har selv oplevet at ændre mening på nogle områder, siden jeg blev medlem af KU. For eksempel i spørgsmålet om indvandring, hvor jeg nu går ind for fri indvandring i modsætning til tidligere, efter at jeg har diskuteret det med andre KU'ere, siger Cathrine Kier. Dåse-Åse Tilbage på land skal aftensmaden organiseres. To fyre kører afsted til supermarkedet, mens en flok tager en tur på "Dåse Åse" – KU'ernes stamcafé efter flere års sommerkurser i Skælskør. - Egentlig er det slet ikke Åse, der ejer den. Det er bare et navn, vi fandt på engang, og nu ejes caféen af Vivi og Erik, men vi er lidt konservative, så den hedder stadig "Dåse Åse", siger landformand Kasper Hülsen. Hans glas er endnu fyldt med cola, for aftenens grill-hygge lover så godt, at det ville være en skam at være "gået kold". Rundt om på bordene flyttes skakbrikker og spilles fire-på-stribe. Imens, få meter væk, er en hidsig debat under opsejling. Henslængt på røde madrasser foran bjælkehytterne er tre piger og en fyr kommet til at snakke Christiania, og fristadens fremtid får dem til at rette sig op på madrassen. - Jeg synes, det er superproblematisk, at der ikke hersker nogen regler på området. Alle, helt ned til 12-årige piger og drenge, kan købe narkotika, alle bliver tilbudt narkotika, når de kommer derind, siger Mai Henriksen. - Grunden til, at jeg er imod Christiania, er at jeg har den der konservative idé om, at samfundet er én stor organisme, og jeg synes, det er at være kryster bare at melde sig ud. Vi kunne da heller ikke finde på at sige "Staten stinker, så vi laver lige vores eget område kun for KU'ere". Det er fandme det, man kalder eskapisme. Virkelighedsflugt!, tordner Cathrine Kier. Men Esbern David Christian Pontoppidan er uenig. Ejendomsret og hippier - Jeg synes, Christiania skal bevares. Det er rigtig nok, at det er forkasteligt, at de sådan har meldt sig ud af samfundet. Men ved du hvad, det gjorde de altså dengang i 1971, da der var en borgerlig regering, og heller ikke under Schlüter formåede man at gøre noget, hvorfor fanden skal vi så til at gøre noget ved det nu? Christianitterne har vundet hævd på det. Der er gået 30 år. Det er ligesom Israel … Han bliver afbrudt af Mai Henriksen. - Hvis du stjæler et par cowboybukser, og der går 30 år, så gør det det da ikke lovligt, at du stjal de bukser, argumenterer hun. En fyr, der med sit lange lyse krøllede hår og sorte t-shirt godt kunne ligne proto-typen på en christianit, slår sig pludselig ned i diskussionen med en stol: - Prøv lige at kig på christianitternes argumenter for at bevare det. De siger "Vi har et fristed uden for lands lov og grænser". Problemet er bare, at de i deres fristed har skabet en "omvendt elite". Man kan ikke komme ind at bo på Christiania, hvis man ikke har giftet sig eller bollet sig ind, siger fyren, der i øvrigt hedder Mikael Thoustrup. Dén kommentar får Esbern op af madrassen. Han hamrer håndfladen mod en knyttet næve: - Det er jo ejendomsretten, der er det mest fundamentale i konservativ tankegang. Det er jo John Locke tilbage i år 1700 … Han bliver overdøvet af en sang. Christianias støtter er i undertal i KU: - Ryd Christiania! Riv hele lortet ned! I skal aldrig mere fyre en fed! Tæv en hippie, slå svinet halvt ihjel, han skal aldrig mere ha' bistandshjælp. Vi er fra KU og vi kan li' at slås … Teletubbi-KU'er Om aftenen er der fest i bjælkehytten. Grill-fest. En fyr fylder møjsommeligt et blomstret badebassin op ved at hente vand i en spand, mens en anden med pirattørklæde om sin skaldede isse går ned til vandet for at lufte badebukserne i Guds eget bassin ved badebroen. Rapsangen "Spændt op til lir" hyller hytten og grillpladsen ind i lejrskolestemning. Ingen gider rigtig skifte sommertøjet ud med noget "pænt" – det er først i morgen, der er den store afslutningsaften med sevietter på bordene. Heldigvis overlever grillen, at en tung regnbye kort efter skyller ned over Kobæk Strand. Paraplyer findes frem, og efter maden er der Trivial Pursuit og dansk folkemusik i hytten. - Du er en teletubbi-KU'er, døber en fyr uden videre forklaring sin kammerat. Var der nogen som helst begrundelse, bliver den nu også kort efter druknet i fællessang. - Ta' mig med til Joanna. Ta' mig med, ta' mig med, ta' mig me-ed, skråler festen. Piger med drinksglas rokker rundt på dansegulvet. En fyr i stram rød/hvid t-shirt og så funky hår, at han kunne gå lige ind i et engelsk grunge-band, overtager spørgefunktionen i Trivial Pursuit, mens en anden opfinder spillet "Spil gryde", hvor man skal slå med terninger i en pande. Festen kører på fulde omdrejninger. Der er lang tid til i morgen, hvor der blandt andet skal holdes redaktionsudvalgsmøde om nyt KU-image i bladet og merchandiseudvalgsmøde om ølbriketter og Christiania-t-shirts. Og nattesøvn? Næste sang fra computeren giver svaret, og alle synger selvfølgelig med: - Næ næ næ næ næ, det må vi ikke …