Frederikshavn

På lækstopningskursus

HVIMS:Overkonstabel Maria Mobeck skal være kampinformationsgast på det nye, fleksible kommandostøtteskib. Et led i hendes træning har været kurser på Brand- og Havariskolen i Hvims, blandt andet har Maria Mobeck trænet lækstopning. - Jeg håber aldrig vi får brug for det, men det er rart at have trænet det, så reflekserne sidder på rygraden, siger Maria Mobeck. Træningen i lækstopning foregår dels gennem flere timers teori og dels gennem praktisk arbejde i en slags skibssimulator. I den bliver kursisterne lukket inde, og fra operatørrummet kan læreren styre, hvor i "skibet" der skal trænge vand ind. Kursisterne skal så forsøge af mindske vandindtrængningen ved at lave forskellige afstivninger, og samtidig skal de have pumpet vand ud. Samtidig forsøger læreren at stresse dem ved høje lyde, slukket lys og ved at give "skibet" slagside, så vandet samler sig i en af siderne. I cirka en times tid kæmper kursisterne mod vandet, og hele seancen fremstår meget virkelighedstro. - Og hold op, hvor var vandet koldt, siger Maria Mobeck, som dog alligevel er glad for at have været en tur "ombord". - Det er altid noget andet, når man skal prøve tingene i praksis, men jeg synes, det gik rigtig fint, siger hun. Foruden lækstopning har Maria Mobeck også været gennem kurser på Hvims i røgdykning, brandslukning, sanitet og førstehjælp.