På lanceringsdag i El Salvador falder bitcoin 17 procent

Faldet i værdien sker, samme dag som El Salvador begyndte at acceptere bitcoin som betalingsmiddel.

Tirsdag blev der flere steder i El Salvador demonstreret mod regeringens nye tiltag, som gør bitcoin til et lovligt betalingsmiddel i landet. På billedet her ses en demonstration i hovedstaden San Salvador.

Tirsdag blev der flere steder i El Salvador demonstreret mod regeringens nye tiltag, som gør bitcoin til et lovligt betalingsmiddel i landet. På billedet her ses en demonstration i hovedstaden San Salvador.

SAN SALVADOR: Samme dag, som El Salvador begyndte at acceptere bitcoin som et lovligt betalingsmiddel, faldt kryptovalutaen tirsdag 17 procent til det laveste niveau i en måned.

Det skriver finansmediet Bloomberg.

I New York faldt værdien til 43.050 dollar - knap 270.000 kroner.

Bloomberg Galaxy Crypto Index, der overvåger nogle af de største kryptovalutaer i verden, tabte så meget som 19 procent på et tidspunkt.

- Mystiske frasalg eller frasalg, hvor en legitim årsag først bliver fundet langt senere, er meget mere almindeligt inden for kryptovaluta end andre værdiklasser, siger Stephane Ouellette. Hun er administrerende direktør og medstifter af FRNT Financial, til Bloomberg.

- Markedet er fortsat langt mere uigennemsigtigt end de fleste andre.

Det markante fald kommer, mens bitcoin står over for en af sine største prøver i sin 12 år lange historie. Tirsdag begyndte El Salvador således som det første land i verden at acceptere bitcoin som lovligt betalingsmiddel.

El Salvadors præsident, Nayib Bukele, meddelte mandag, at landet havde indkøbt 400 bitcoins til en værdi af godt 130 millioner kroner.

Ifølge regeringen vil det blandt andet betyde, at mange indbyggere for første gang vil kunne have værdier stående i en bank.

Nye meningsmålinger fra El Salvador viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at størstedelen af landets 6,5 millioner indbyggere er imod regeringens bitcoin-tiltag.

De vil i stedet fortsætte med at benytte sig af amerikanske dollar. Dollaren har de seneste to årtier været landets valuta.

- Hvordan skal en fattig person kunne investere i bitcoin, hvis personen knap har nok til at kunne få noget at spise, siger en af skeptikerne, Jose Santos Melara. Det sker i forbindelse med en demonstration mod tiltaget i hovedstaden San Salvador.

Når en valuta accepteres som lovligt betalingsmiddel, betyder det, at man har ret til at bruge valutaen til at betale for varer og ydelser i landet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.