Doverodde

På lørdag ferniserer Kulturekspressen i Doverodde

Den centrale udstilling er allerede nu åben for publikum

Karin Nikolaus, medlem af kunstudvalget, beundrer her to værker af Anne Marie B. Thomsen.
Karin Nikolaus, medlem af kunstudvalget, beundrer her to værker af Anne Marie B. Thomsen. Foto: Diana Holm

DOVERODDE: Der er officiel fernisering med åbningstale o.s.v. lørdag eftermiddag 14. september i Doverodde Købmandsgård på dette års, som er den 22., udgave af, Kulturekspressen i Sydthy - med tilføjelsen "- noget for øjet, øret og humøret". Altså den årlige kulturfestival i det sydlige Thy med ikke mindst billedkunst og musik, hovedsagelig i, men også omkring, skolernes efterårsferie i uge 42.

Men, men ... Nu er thyboer jo krejlere, siger de andre steder, så faktisk er der hele to gange forprang til dette års Kulturekspressen.

Den første var allerede fredag 6. oktober, hvor der var for-fernisering på den store centrale udstilling i købmand N. L. Thomsens Pakhus i købmandsgården - jo, det er dér, der snart skal være filial for Statens Museum for Kunst (SMK), og på fredag 13. oktober aften er der koncert med Bogeyman Band hos BOOA i Bedsted.

Den centrale udstilling med de 37 udstillere er således allerede nu åben hver dag:

- Vi har i år fået lov til at bruge begge etager her i Pakhuset, så vi har god plads, og de udstillende kunstnere har ikke måttet nøjes med kun ét billede hver, men kunnet få en lillebitte afdeling, lød det fra Karin Nikolaus, Doverodde, medlem af Kulturekspressens kunstudvalg, da avisen torsdag formiddag var på besøg under ophængningen.

Hun fik hjælp af Anette Ingeborg, Vestervig, og Henny Asboe, Heltborg, og Kulturekspressens formand, Grete Johansen, Agger, var også til stede.

De er glade for, at der er kommet ny udstillere til i år, og de er også tilfreds med, at der nu indledt et samarbejde med Kirsten Kjærs Museum i Langvad, ligesom Oticon i Tilsted er blevet et udstillingssted, og også Møldahlgaard Galleri i Lyngs indgår i programmet.

Hvem ved, måske kan den gamle idé fra de kommunale sammenlægningsår 2005-07 om at udbrede Kulturekspressen til hele Thisted Kommune nu langsomt realiseres, hvad den ikke kunne dengang. Og, ja, lad os så blot tage Thyholm med. Det er jo alligevel tæt på og en del af egnens kulturelle fællesskab.

Kulturekspressen kårer som bekendt hvert år en ny kunstner som "Årets kunstner i Sydthy", og det blev i år Andreas C. Rosmon, Thisted, som helt tilbage i 1994-95 var med til at udvikle ideen om Kulturekspressen sammen med isenkræmmer Kristen Nielsen, der dengang var formand for Hurup Handelsstandsforening. Et samarbejde, som fortsat er godt og til fælles glæde, siger Grete Johansen.

Andreas C. Rosmon i anledning af æren fået tildelt en halv etage i Pakhuset, og det har han så benyttet sig af til en af sine mere spektakulære installationer, som nok kræver en nærmere forklaring:

- Jo, jeg hørte en dag på Radio Midt & Vest, at landbrugsminister Esben Lunde Larsen (V) forklarede, at det var "årets største avisand", når han var blevet kritiseret for, at landbrugsorganisationerne havde haft for stor indflydelse på en rapport, hans ministerium stod bag. Så var det, jeg kom til at tænke på tamilsagen fra starten af 1990’erne, hvor daværende statsminister Poul Schlüter (K) udtalte, at der "er ikke fejet noget ind under gulvtæppet", fortæller Andreas C. Rosmon og forklarer så videre:

- Jeg har altså givet Esben en del ekstra ænder, for det tænker jeg, at han hurtigt, meget hurtigt, kan få brug for. Men ellers hænger der bagved, som politikere jo ganske ofte hurtigt kan få brug for, et sløringsnet. Endelig er der "serveret", ja, det er jo meget dansk med smørrebrød, her så i kingsize, og askebægere er af uld.

Rosmon vedkender at være surrealist med hang til lidt skæve vinkler, men også sin egen farvesætning, som både kan være dæmpet som på malerierne omkring installationen, men ellers jo nok kan være "farvekraft ad helvede til", som thylandsmaleren Jens Søndergaard krævede. For Rosmon er hvidt ikke kun hvidt, og "sort er mange farver", som han siger.

Man kan læse mere på hjemmesiden www.kulturekspressen.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden