Skagen

På malerkursus det helt rigtige sted

Amatører søger inspiration i Skagen

SKAGEN:- Der ér noget helt specielt ved lyset over Skagen, og det er en af grundene til, at så mange år efter år kommer herop for at lære at male. Det siger ”malermester” Niels Øhrwall, der fredag slutter en uges kursus med 10 danske og svenske amatører, der er kommet til Skagen for at lære nogle tricks af en nulevende mester i de berømte mestres fodspor. - Skagen lokker mange til alene på navnet og den pragtfulde natur. Kursisterne elsker at male de flotte motiver både i Skagen og i Gl. Skagen. Det er lidt synd, at man efterhånden ikke længere kan få noget at spise i Gl. Skagen - undtagen hvis man vil betale flere hundrede kroner på en restaurant, siger Niels Øhrwall. Han har hidtil holdt kursus på vandrerhjemmet i Gl. Skagen, når vejret drillede, men vandrerhjemme lukker snart, og så flytter Øhrwall-showet til Klitgården.