EMNER

På march for gladere børn

Fodslaw i Aalborg havde en vellykket debut med en 32 år gammel tradition.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

For Lis Dige og Chr. Jacobsen er julemærkemarch en god tradition. De har været med i årevis.

Rollingerne i barnevogne og klapvogne kunne da stadig lune sig i en slags sengevarme, da deres ihærdige voksne søndag formiddag tog dem ud af fjerene derhjemme for at give dem - og sig selv - noget frisk luft. Men ellers var det ikke til at se på de ihærdige deltagere, at det stadig var halvtidlig morgen og kun lige blevet helt lyst, da de dukkede op på Vester Mariendal Skole i Aalborg. Der var julemærkemarch, og den har tradition for at sende masser af både store og små af sted som en god start på julen. I alt var - ud over de små, som ikke behøvede startkort - 643 registrerede mennesker på rundtur i det flotte spadserevejr og i kvarteret mellem Østre Alle og Over Kæret med omveje til det høje Hasseris og parkerne ved Zoo til den ene side og lidt Østeråsti til den anden. Frivillige har taget over Selv om marchen til fordel for Julemærkefondens arbejde med bl.a. de fire julemærkehjem har været gennemført nu i 32 år, var marchen i Aalborg en slags debut. Tidligere har arrangementet nemlig været planlagt og gennemført af Post Danmark, og i mange år i Aalborg er starten gået på Rustenborg på Postmestervej. Men sådan var det ikke i år: Foreningen Fodslaws mange frivillige har taget over, og efter at de sidste år var med på en kigger for at se, hvordan tingene blev grebet an omkring start og andre aktiviteter, skulle de altså i år så at sige gå på egne ben. - Og det gik rigtig godt, siger formand i foreningen, Mie Pedersen, som også roser Vester Mariendal Skole for at melde sig på banen, da det viste sig umuligt at få plads til afviklingen fra Rustenborg. Skolen har været behjælpelig på mange felter - og de mange, som kom ud på ruterne, har udtrykt tilfredshed med arrangementet. Og en stor del af deltagerne ved, hvad de snakker om. De har nemlig været med i alle årene. Men faktisk kostede det mere arbejde end nødvendigt at få det hele til at klappe: - Vi måtte tre gange ud for at mærke op med nye bånd og pile, fortæller formanden, fordi nogen havde ødelagt den første afmærkning. Postorkester stadig med En særlig tradition, der knytter sig til julemærkemarchen i Aalborg, blev i øvrigt også denne gang holdt i hævd, selv om postvæsenet formelt er ude af arrangementet: Aalborg Postorkesters musikere sørgede for den gode stemning ved startstedet, så det ikke kun var den fælles gåtur, der gav marchdeltagerne et vist fællesskab. Det gjorde også et fælles godt humør. Også de Fodslaw-folk, som måtte blive hjemme som officials, havde noget at se til, for der hører nemlig andet til en julemærkemarch end et par solide travesko - bl.a. både marchsdagskuverter, ærmemærker og pins til knaphullet, som alt sammen er blevet samlerobjekter, og dertil skulle der sælges lodder i amerikansk lotteri, som lokkede med fine og mange sponsorgaver. Og den del af sagen var absolut en hjertesag. Pengene fra lotteriet går nemlig specielt til Julemærkehjemmet i Hobro.