EMNER

- På med benskinnerne

Så ruller boldene i Nørhalne Cup. Og fodboldsprog forstås af alle

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Engelsk: Piger og drenge fra Peterboruogh kaster sig over frokosten inden kampen. foto: grete dahl

AABYBRO:Der bliver skævet mod skyerne på Aabybro Stadion, som er myldrende fuldt af børn og unge i fodboldtøj og træningsdragter. Men efter en våd morgen ser det ud til at holde tørt, og kampene i Nørhalne Cup 2006 er i fuld gang. Busser kører i pendulfart på rød, gul og hvid rute og læsser endnu flere spillere af, forældre og børn kommer i bil med klapstole, paraplyer, tæpper og termokander. Der er lagt op til et brag af en fodbolddag. Ikke kun her i Aabybro, men også på alle tilgængelige baner inden for en radius af 30 km, for der er 540 hold med i turneringen, som er kendt langt ud over landets grænser. Der er spillere fra hele 12 lande med. Drengene fra Csikszereda i Rumænien i lidt for store hvide bukser og røde trøjer og de grønblusede fra Jetsmark forstår ikke et ord af hinandens sprog. Men fodboldsprog forstår de alle, og der bliver heppet lige energisk på rumænsk og nordjysk fra sidelinjen. En flok otte-årige engelske drenge fra JS International Soccer i Bristol, der er med i Nørhalne Cup for første gang, har slået sig ned i det våde græs mens de venter på det bliver deres tur. - Vi har sejlet med færge og kørt i bus i 23 timer for at komme hertil, men det er okay, fortæller to af drengene, Sam og Taylor. - Så har vi sovet i en sportshal i nærheden og fået dansk morgenmad. Det var også okay, lyder fra de seje drenge, der ikke lader sig anfægte af en kold og klam dansk maj. De er vist vant til den slags vejr hjemmefra. Imens er kampen mellem Jetsmark og rumænerne blevet afbrudt. En tackling har sendt en af de grønblusede til tælling, så han må humpe ud af banen med støtte af træneren. Øv. Det gør ondt, kan man se. En reserve springer til, men der er et problem - han har ikke noget rygnummer. Nå, det kan der nu nok findes ud af alligevel. Kampen fløjtes i gang igen, og - JÆS, Jetsmark scorer. Dansk jubel og rumænsk ærgrelse. Lige til at forstå.