EMNER

På midten?

9.2. skriver Pia Kjærsgaard (DF), at hendes parti findes på "midten", hvor ingen retskafne mennesker vover sig ud.

Disse er egne ord fra Pia Kjærsgaard, som hun så sandeligt har ret i. Jeg kunne endda dokumentere hendes påstand ved at skrive en hel liste af NORDJYSKE-skribenter, men jeg ved, at disse navne ikke kommer med i avisen, selv om det var ønskeligt, at fremhæve sådanne personer. Pia Kjærsgaard skriver, at uden DF ville der i Danmark være velfærdsforringelser. En sådan udtalelse kan man kun få hårrejsning af. Hvad er der sket de seneste syv år - netop velfærdsforringelser, så det danske samfund nærmest er blevet ukendeligt. Det gælder inden for sygehusvæsenet, politiet, ældreplejen osv. osv. - man kunne blive ved. Det danske velfærdssamfund er fuldstændig krakeleret efter 100 års fremsynethed af fornyelser. Pia Kjærsgaard skriver også, at DF forventer en spændende tid i dansk politik, hvor Det Radikale Venstre og SF lægger deres mandater til en socialistisk politik. På den måde udelades DF, som utallige gange har været på knæfald over for Socialdemokratiet, men fået afslag af gode grunde. Ved næste regeringsskifte vil DF nemlig komme til at stå uden for indflydelse i dansk politik forhåbentlig for stedse. Dette kaldes sund fornuft, da DF's dage derefter vil være talte på lige fod, som tidligere Fremskridtspartiet var det. Fra min side af skal der i samme åndedrag lyde et pænt farvel til fætrene i DF, Søren Krarup og Jesper Langballe, da Danmark politisk herefter vil være skånet for to yderligtgående i dansk politisk historie. Et pænt farvel!