EMNER

På overfladen siger vi bare ja, ja og ja

Det er sjældent, at FN’s Sikkerhedsråd viser sin uenighed.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De blå baretter har været et markant indslag i verdens brændpunkter de seneste mange år - her er det overvågningen af grænsen mellem Israel og Libanon efter sommerens krigshandlinger.FOTO: HASSAN AHMAR/SCANPIX

KØBENHAVN:Umiddelbart kunne det se ud som om, at Danmark er en vaskeægte nikkedukke. Eller at vi er så smarte, at vi altid får vores vilje. Faktum er, at de 15 lande i det nuværende Sikkerhedsråd - herunder Danmark - 129 gange har skulle stemme om et emne. Det kunne være udsendelse af tropper til Darfur i Sudan eller skærpelsen af embargoen over for Den Demokratiske Republik Congo. Og i alle 129 tilfælde har Danmark stemt ja. Faktisk har afstemningerne i 122 tilfælde være enstemmige, viser en optælling, som NORDJYSKE har lavet. - Man skal ikke lade sig forblænde af enigheden på overfladen. Vetoretten, som de permanente lande har, ligger i baggrunden. Derfor kommer kun forslag, som landene er enige om, til afstemning, forklarer seniorforsker Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier. - Overraskende god Edward Luck, professor fra Columbia University, vurderer, at gode vibrationer præger Sikkerhedsrådet, selv om mange kriser truer verdensfreden. - Stemningen i Sikkerhedsrådet er god til trods for krisen med Nordkorea, krigen i Libanon og det kaos, der har været i FN, siger Edward Luck. Han peger blandt andet på, at de 15 lande allerede i begyndelsen af oktober blev enige om, hvem der fra nytår skal afløse Kofi Annan som generalsekretær. - Der var frygt for, at det kunne komme til at tage måneder at blive enige. I stedet har man tre måneder til at foretage overdragelsen, hvilket er den længste overdragelsesperiode i FN’s historie, fortæller Edward Luck. Han tilskriver Danmark en del æren for den gode stemning. - Det virker på mig som om, at Danmark kan være meget behjælpelig med at finde fælles fodslag, siger han. Ligefrem ambassadør Edward Luck har flere gange mødt den danske FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj. Han beskriver hende i positive vendinger, der kan forklare, hvorfor enigheden hersker, når landene skal til afstemning. - Hun er en ligefrem og reel person. Hun kigger sig ikke over højre og venstre skulder, når hun taler. Det er godt, at vi har de ikke-faste medlemmer til at råbe op, siger han. Bjørn Møller er imidlertid nervøs for Sikkerhedsrådets fremtid. - FN har en masse organisationer, der gør et fantastisk stykke arbejde, men USA har kørt Sikkerhedsrådet ud på et sidespor med krigen i Irak og krigen mod terror, mener Bjørn Møller. - Man har længe snakket om en reform af FN, men det er der ikke kommet noget som helst ud af. Sikkerhedsrådets sammensætning passede måske til 1945, men ikke til i dag, vurderer Bjørn Møller, som blandt andet peger på, at England og Frankrig ikke længere hersker over halvdelen af jordens overflade. - FN burde erstatte Frankrig med en EU-repræsentant, og det er helt oplagt, at Indien får plads som verdens største demokrati, siger han.