EMNER

På politiske vildveje

Det kan godt være, at Socialdemokraterne - i det mindste på nogle punkter - virker så opsat på at trække ind mod midten, at de ind imellem har været ved at falde over linjer i VK-regeringens politik. Men når det gælder det gode, gamle, ideologiske spørgsmål om valget mellem offentlig eller privat, har S en tendens til at stå bomstille. Ikke bare når det gælder sygehuse (hvor det handler om i størst mulig grad at underløbe motiver hos private aktører), men også når det gælder nødvendig hjælp til den finansielle sektor, bankpakken til 100 milliarder kroner. Her er partiformand hos S, Helle Thorning-Schmidt, blevet så fortørnet over, at flere banker har meddelt, at de slet ikke har brug for pengene, at hun foreslår at oprette en statslig udlånsvirksomhed, som fra sag til sag kan vurdere, hvem i den finansielle sektor, der i det hele taget bør have lov til at låne penge. Af indlysende grunde har politikere fra V og K vendt sig mod forslaget. For som erhvervsordfører Jacob Jensen (V) har udtrykt det, er det "en absurd tankegang, at man politisk skal vurdere, om den ene eller den anden virksomhed skal kunne låne penge. Det må bankerne kunne klare bedre". Problemet er imidlertid, at bankerne for tiden ikke rigtigt kan håndtere opgaven, men holder igen som følge af den internationale krise. Derfor er bankerne gået i baglås. Det samme er kunderne. Med en stadig større mangel på gennemstrømning af penge i systemet til følge. Derfor haster det med hjælp, naturligvis betinget af, at pengene bliver anvendt fornuftigt af dem, der ender med at få dem overladt. Det har tidligere forarget, at Dansk Folkeparti brugte finanslovsforhandlinger til at søsætte den berygtede tuneserlov. På samme måde må det forarge, at SF har valgt at bruge bankpakkeforhandlingerne til nærmest at true sig til en plads ved forhandlingsbordet. Ellers vil partiet ikke støtte euroen og dermed være med til at bane vejen for en folkeafstemning. Indimellem har politik næsten for mange smut- og vildveje.