På randen af knockout

EH Brønderslev smed 10 måls føring væk mod topholdet

Boksning 9. marts 2003 07:00

EH Brønderslev - Silkeborg/Voel 25-25 (17-8) Håndbold, 1. division, mænd BRØNDERSLEV: Som en groggy bokser vaklede Vendsyssels bedste mandlige håndboldhold på randen af knockout i det meste af anden halvleg mod topholdet Silkeborg/Voel, og EH Brønderslev blev sandsynligvis reddet af gongong'en, da dommerne fløjtede kampen af ved stillingen 25-25. Dermed kom der trods alt et point ud af anstrengelserne, og håbet om at forlænge sæsonen med kvalifikationskampe til ligaen blev ikke helt slukket. Men det var med bøjede hoveder, hjemmeholdets spillere gik til omklædning, mens Silkeborg-spillerne fejrede det ene point som en sejr vel vidende, at ligaen nu venter lige om hjørnet. En halv time tidligere var der anderledes højt humør i hjemmeholdets lejr. Efter en fremragende første halvleg, hvor ikke mindst forsvarsspillet havde høj klasse, tog EHB's Søren Kløve hul på anden halvleg ved at score til 18-8. Fem minutter senere var 10 måls forspringet intakt ved 21-11, men så gik det stærkt den anden vej, og havde kampen været fem minutter længere, havde Brønderslev givet tabt den, selvom de aldrig var bagud. Gæsterne startede anden halvleg med at mandsopdække EHB's Jesper Jensen og fik dermed slået hjemmeholdets angrebsrytme helt i stykker. Det lagde grunden til en stribe kontraangreb, ligesom de fandt ud af at brede angrebsspillet ud, som før pausen konstant blev ført ind over midten. Og da topholdet først lugtede blod, bed det sig fast. Truppen for smal - Vi kørte træt og lukkede dem unødvendigt ind i kampen efter vores flotte første halvleg. Vi må erkende, at truppen ikke er bred nok til to gange 30 minutter, sagde træner Jan Larsen, der på grund af en studietur måtte se bort fra Jonas Aaen. Forsvarsklippen Morten Ravnslund mente, at der også lå psykologi bag nedturen. - Vi havde jo nogle lig i lasten fra de seneste to kampe, hvor vi har sat dumme point til mod bundhold, så selvom vi i første halvleg havde spillet noget af det bedste, vi har præsteret i denne sæson, blev vi stressede og ramt af panik, da vi fik modgang i anden halvleg. Kampfakta: Stillinger undervejs: 1-0, 4-1, 7-3, 10-4, 13-6, 13-8, (17-8), 18-8, 21-11, 22-15, 24-19, 24-24, 25-24 Mål for EHB: Søren Kløve 7, Jesper Jensen 7 (1), Lars H. Therkildsen 4, Morten Jespersgaard 3, Kim Ø. Pedersen 2, Morten Ravnslund 1, Christian Kløve 1. Mål for Silkeborg/Voel: Anders Eggert 5 (4), René Andersen 4, Tommy Jacobsen 4, Mathias Madsen 4, Kasper Bohmann 3, Mikael Bak 2, Morten Olsen 2, Paw Plougstrup 1. Udvisninger: EHB 2 x 2 min. Silkeborg/Voel 3 x 2 min. Dommere: Henrik Aa. Andersen og Thomas Jørgensen. Tilskuere: 600 i Brønderslevhallen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...