På ret kurs efter skæv start

Livet har ikke været let for 25-årige Karsten Jensen. Først nu får han den rigtige hjælp

Karsten håber på en mere normal tilværelse, nu hvor der er blevet sat navn på hans lidelse. 
Foto: Lars Pauli

Karsten håber på en mere normal tilværelse, nu hvor der er blevet sat navn på hans lidelse. Foto: Lars Pauli

NØRRESUNDBY:Hverken ved første eller andet øjekast skiller 25-årige Karsten Jensen sig ud. Under det korte lyse hår sidder et par klare blå øjne. Han er lidt øm i højre arm. En af de store tatoveringer af den type som mange boksere bærer, er på vej på overarmen. Dog ikke større end en skjorte eller sweatshirt kan skjule den. Men Karsten Jensen er ikke som alle andre. Han lider af sygdommen ADHD, og den har gjort hans vej gennem livet ualmindelig besværlig. Var hans problemer blevet opdaget tidligere, så var meget måske gået anderledes for ham. Så havde han - måske - ikke siddet i en lille lejlighed i Nørresundby på kontanthjælp og dybt forgældet. Karsten stammer oprindeligt fra Nykøbing Mors, hvor han er den yngste af fire brødre. De tre andre har klaret sig godt - to af dem har i dag egne edb-firmaer. Men det kneb med Karsten. I skolen kunne han ikke sidde stille og koncentrere sig om undervisningen i skolen. - Det, der er skete udenfor, var mere spændende, end det der skete i klassen. Hvis der fløj en flyver forbi, så var jeg den første til at løbe over til vinduet, mindes han. Karsten ryster en smule på hænderne, mens han ryger cigaret efter cigaret. Han er holdt op med at ryge hash, og der ryger nogle smøger ned som erstatning. Hans mor var den første, der foreslog, at han måske havde Damp. Men det var der ikke nogen, der lyttede til. Han fik bare at vide, at han var uopdragen. Skolegangen var bestemt ikke den helt store succes. Han valgte at skifte til en anden skole i Nykøbing, men der gik det heller ikke for godt. Han gik med rødderne i klassen og drak shots i frikvarterne. I 8. klasse kom han på praktiskskolen. Et sted hvor man bruger hænderne mere end bøgerne. Og her var der endelig et sted, hvor han havde det godt. Efter folkeskolen kom han på efterskole, hvor han tog 10. klasse. Her gik det også rigtig godt. - Det er nok der, jeg har lært det meste af, hvad jeg lærte i skolen, fortæller han. Som 18-årig skulle han i gang med en ungdomsuddannelse. - Jeg gik på handelsskole, men holdt efter et halvt år. Det kunne jeg så heller ikke finde ud af, nærmest sukker han. - Så jeg begyndte at ryge hash og drikke øl. Året efter prøvede han igen på handelsskolen. Men med samme resultat - efter et halvt år gav han op. Og så startede et mareridt, der kom til at vare flere år. Karsten flyttede fra opholdssted til opholdssted. Der var ikke rigtig nogen, der kunne finde ud af, hvad han kunne bruges til. På et tidspunkt var det lige ved at gå godt. Han var næsten færdig med grundløbet på en kokkeskolen, da han sagde ja til en læreplads som bager. Men det kunne hans ryg ikke holde til. På et tidspunkt flyttede han ud til en pædagog på et af de opholdssteder, han boede på. Men det var en pædagog, der var meget inspireret af militæret og forlangte kæft, trit og retning. - Det endte med, at jeg købte en scooter på afbetaling og kørte hele vejen til Mors fra Viborg for at komme væk fra ham. Så begyndte jeg at købe alt muligt på afbetaling. Korttidsglæden er god, når man har haft en nederlag, så er der ikke noget bedre end at gå ud og købe en ny ting. En fornøjelse, der forfølger ham den dag i dag. Han skylder et sted mellem 200.000 og 300.000 kroner til forskellige kreditorer. - Jeg tænkte jo ikke fremad. jeg tænkte bare på, at jeg skulle have det nu. Det er en måde at handle på, der er helt typisk for mennesker, der lider af ADHD. Men der var stadig ikke nogen, der havde opdaget, at det var det, Karsten led af. Misbruget blev stille og roligt værre. Nu var det ikke bare hash, men også amfetamin, ecstasy og heroin, der røg indenbords. På et tidspunkt flyttede han til Odense til sin storebror. Det var for at slippe væk fra det betændte miljø, han færdedes i på Mors. Men i Odense endte det også galt. han kom i dårligt selskab, og blev rodet ind i forskellige former for småkriminalitet. Han blev uvenner med sin bror og flyttede tilbage til Mors. Og så begyndte det hele forfra med de hårde stoffer. - Så sagde jeg til mine forældre, at nu kunne jeg ikke mere. Jeg ville afvænnes. Det gik heller ikke så godt. Men efter at være stoppet fandt han sammen med sin sagsbehandler ud af, at TAMU i Nørresundby måske var et godt sted for ham at starte. Derfor kom han til Nørresundby, hvor han i begyndelsen boede på skolen. Men efter et par episoder, hvor han bl.a. blev smidt ud for at ryge en joint, stoppede han også der. - Men jeg var heldig, at Aalborg som den eneste kommune har en ADHD-gruppe, hvor jeg nu er tilkoblet. Det, de har gang i her i Aalborg, er en god ide. Tidligere har jeg været en kastebold i systemet. ADHD-gruppen har hjulpet ham med at få styr på sit liv. Bl.a. er han kommet på den rigtige medicin, så han ikke længere har brug for hashen for at falde til ro. - Da jeg ikke fik medicin, var der en masse ting, jeg gerne vil nå at lave. Jeg lovede en masse ting, som jeg ikke kunne hold. Medicinen gør, at jeg kan fastholde mig selv. Den laver system inde i hjernen. - Jeg havde mest lyst til at ryge hash om eftermiddagen, når min medicin ikke længere virkede. Men jeg er stoppet nu, efter at medicinen er blevet tilpasset. Arbejdsmæssigt skal han snart begynde i et storkøkken igen. Han skal i arbejdsprøvning på nedsat tid. - Jeg skal kun arbejde fra 8-11. Ellers kan jeg ikke overskue tingene herhjemme. Som 25-årig tager han livet i små bidder. Og når han ser tilbage, er der et par ting, der ærgrer ham. - Man kunne godt have lyttet til min mor dengang, siger han som det ene. - Og så skulle min medicin have været indstillet ordentlig, så jeg havde været fri for at komme ud i det misbrug.