EMNER

På rette vej

Igen og igen læser jeg, at sundhedsvæsnet er ved at falde fra hinanden her til lands.

Disse udsagn må være skrevet af folk, der ikke kender til sundhedssystemet eller har berøring med det. VK-regeringen overtog ganske vist et sundhedsvæsen i Danmark, der var træt og uden den store nytænkning. Her godt syv år senere må man sige, at meget er anderledes. Venstre og Konservative har sammen med deres støttepartier væltet penge og nytænkning ind i sundhed som aldrig før. Og det virker. Først pengene: Der har aldrig været flere. Alene i 2008 blev der brugt 18.000 millioner mere på sundhed, end der blev brugt i 2001. Der er mere nyt udstyr end før og flere ansatte end før. Således er der nu ca. 2000 flere læger og sygeplejersker sammenlignet med 2001. Aktiviteten har da heller aldrig været større i det danske sundhedsvæsen. Der foretages eksempelvis nu ca. 130.000 flere operationer pr. år. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er dansk kræftbehandling på vej ind i verdenseliten, lige som der på hjerteområdet er succes og faldende dødelighed. Patienterne er desuden blevet tildelt nogle af de bedste rettigheder i hele Europa, og 9 ud af 10 patienter er tilfredse efter deres indlæggelse på et dansk sygehus. Sådan kan man fortsætte. Vi er på rette vej. Der er stadig meget at gøre, og ja, der sker stadig fejl, som ikke bør ske og ikke er i orden. Vi hører om patienter der fejlbehandles eller slet ikke behandles og det skal alle os der beskæftiger os med at optimere på sundhedsområdet holde fokus på at hjælpe hinanden med at bedre. Jeg synes bare lige det er værd at sige: Det danske sundhedsvæsen er slet ikke så ringe som det ofte fremgår af medierne, tværtimod. ”Patienten er i klar bedring”.