Lokalpolitik

På rov i Jørgens papirer

En byrådskollega har søgt aktindsigt i Jørgen Tousgaards personalemappe. Pressejurist har aldrig oplevet noget lignende

Det politiske klima i Frederikshavn Kommune er tilsyneladende mere råt og brutalt end nogensinde. Og nu er politikerne også begyndt at gå på rov i hinandens personlige papirer. Den tidligere socialchef og nuværende medlem af byrådet i Frederikshavn Kommune, socialdemokraten Jørgen Tousgaard, måtte synke spyttet en ekstra gang, da han hørte, at en byrådskollega havde søgt aktindsigt i både hans personalemappe og sagsmappe. I personalemappen, som alle kan søge aktindsigt i, kan man bl.a. læse om lønforhold, uddannelse og arbejdsopgaver. Men i sagsmappen kan der ligge langt mere personlige oplysninger, og i Jørgen Tousgaards sagsmappe kan man blandt andet læse om hans sygdomsforløb. Søge om at få lov - Det er jo kun andre byrådsmedlemmer, der kan søge om få lov til at se ens sagsmappe. Noget tyder på, at man vil forsøge at skræmme mig. Men jeg kan slå fast, at der ikke står noget i mine papirer, som andre ikke må se, siger Jørgen Tousgaard, der er kendt som klassens frække dreng i byrådssalen. Siden magtskiftet ved det seneste kommunalvalg, hvor venstremanden Lars Møller afløste socialdemokraten Erik Sørensen på borgmesterposten, har der været et anstrengt forhold mellem de to store partier, og nu er politikerne som nævnt gået over til mere skrappe midler. Aner ikke, hvad hun går efter Det er Helle Madsen fra Venstre, der har søgt aktindsigt i Jørgen Tousgaard personale- og sagsmappe. - Jeg aner ikke, hvad hun går efter, for jeg har intet at skjule. Men jeg tror ikke et øjeblik på, at det kun er Helle Madsen, der står bag dette her. Jeg tror, at flere medlemmer fra Venstre er gået sammen om at "støbe kuglerne", siger Jørgen Tousgaard, der gik på pension for et par år siden. Pressejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus, Oluf Jørgensen, har aldrig været ude for en lignende sag. - Det er en underlig sag, for jeg kan ikke se, at der er noget formål med at søge aktindsigt hos den pågældende politiker. Han er jo ikke ansat i kommunen længere, og flere af de oplysninger, der er i sagsmappen, må slet ikke komme ud i offentligheden, siger Oluf Jørgensen. Tousgaard er ærgerlig Jørgen Tousgaard er ærgerlig over, hvis politikerne fremover skal til at søge aktindsigt i hinandens personlige papirer. - Jeg kan godt lide en politisk kamp, og jeg har stor respekt for flere af mine politiske modstandere. Men kampen skal foregå i en åben dialog, siger Jørgen Tousgaard. Borgmesteren på banen Borgmester Lars Møller (V) er godt klar over, at partikammeraten Helle Madsen har søgt aktindsigt, og han håber ikke, det vil ske igen. - Det er jo en privat sag, at nogen vil søge aktindsigt, så det vil jeg ikke blande mig i. Men fremover håber jeg ikke, at der er nogen, der føler, at de har behov for at søge aktindsigt hos andre byrådsmedlemmer, siger Lars Møller lidt kryptisk. - Fortryder du, at du ikke greb ind og fik stoppet Helle Madsen? - Jeg føler ikke, jeg har noget at fortryde. Det her står for Helle Madsens egen regning, siger Lars Møller. Helle Madsen har allerede fået aktindsigt i Jørgen Tousgaards personalemappe. Her kan hun blandt andet se, hvor meget Jørgen Tousgaard tjente, da han arbejdede i kommunen. Derimod er der tvivl om, hvorvidt hun har ret til at se papirerne i sagsmappen. Grunden er, at Jørgen Tousgaard ikke længere er ansat i kommunen, og at der i sagsmappen også findes papirer, der vedrører sygdom. Derfor bliver sagen i øjeblikket behandlet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.