Aalborg

På rulleskøjter i Aabybro

AABYBRO:En gruppe borgere forsøger at oprette en rulleskøjte-klub i Aabybro. Samtidig har en gruppe unge efterspurgt et sted, hvor de kan spille hockey og løbe på skateboard. Begge dele forsøger fysioterapeut Søren Høygaard fra Sund By at hjælpe med at få benene. Derfor var der tirsdag aften informationsmøde om en rulleskøjteklub, men det afslørede, at der foreløbig kun er fem interesserede. - Vi havde håbet på 10 deltagere første aften. Men vi prøver igen, og derfor arrangerer vi hver onsdag aften rulleskøjteløb med afgang fra Sund By, siger Søren Høygaard. Klubben skal give mulighed for, at man har nogle at løbe på rulleskøjter sammen med. Der er planer om, at eventuelle nybegyndere kan få hjælp fra instruktørere, og eneste krav for at være med er, at man skal være over 15 år. Desuden er der planlagt besøg hos Nordjyllands Inline Motionister i Aalborg. NIM-løbere var også på besøg i Aabybro, da Sund By satte fokus på motion i uge 20. Men der tages også hensyn til unge løbere, som vil spille hockey og løbe på skateboard. - De har efterlyst et sted, de kan være, fordi det er ulovligt og farligt at løbe på vejene. Derfor spærrer vi et areal på Aabybro Hallens p-plads af til dem tirsdage aftener i juni som et forsøg, siger Søren Høygaard.