På scenen for kvinderne
ROLLE:I morgen, søndag 4.3., optræder jeg på Betty Nansen Teatret i en for mig helt ny rolle - som skuespiller og som kvinde. Jeg skal spille menneskerettighedsforkæmperen Annabelle de Leon fra Guatamala i teaterstykket "Seven", som har turneret rundt omkring i verden og nu er kommet til Danmark. "Seven" handler om syv kvindelige menneskerettighedsforkæmpere med gribende, personlige fortællinger. Kvinderne har alle kæmpet imod alle odds og stået fast på deres rettigheder. Annabelle i en 20 år lang kamp mod korruption, selvom det har givet hende "vigtige og farlige fjender", som hun siger. Formålet med stykket er at sætte fokus på betydningen af kvinderne og deres kamp for kvinders rettigheder. Jeg beundrer alle, som sætter deres liv på spil for at kæmpe for de menneskerettigheder, der er en afgørende løftestang for forandring, fred og forbedrede politiske, økonomiske og sociale forhold for den enkelte borger. Jeg beundrer ikke mindst de syv kvinder i dette stykke, som har brudt med normer og traditioner og gået linen ud for at kæmpe for menneskerettighederne og for kvinders rettigheder. De er forbilleder for alle - både mænd og kvinder. De syv ildsjæles arbejde er så vigtigt, fordi kvinder alt for mange steder i verden fortsat ikke nyder samme muligheder som mænd. Hvis kvinder får de samme rettigheder og muligheder for at eje jord, låne penge og købe såsæd som mænd vil det kunne øge udbyttet i landbruget i mange fattige lande med 20-30 pct. og bidrage til at løfte 150 millioner mennesker ud af sult og underernæring. Ligestilling og en styrkelse af kvinders rettigheder giver vækst, flere arbejdspladser og mindre fattigdom. Og for den enkelte familie betyder det bedre uddannelse og sundhed. Lige rettigheder mellem kønnene betyder bedre udvikling. Især pigers og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder er et vigtigt emne. På verdensplan er der 215 millioner kvinder, som ikke ønsker at blive gravide, men som mangler penge, adgang til og viden om effektiv prævention. Dem skal vi hjælpe. Kvindernes positive indflydelse på vækst og udvikling kan kun opnås, hvis kvinder og piger ikke dør i barselssengen eller bliver tvunget til at starte en familie i en meget ung alder. Tiltag, der udskyder ægteskab, forebygger teenagegraviditeter og reducerer mødredødeligheden har enorme udviklingsfordele. Det gælder familiernes sundhed, uddannelsesniveau og folks evne til at løfte sig ud af fattigdom. De syv kvinder i dette stykke har gennem deres arbejde gjort en kæmpe indsats ikke bare til gavn for kvinderne, men til gavn for deres samfund og deres land. Det er derfor godt, at teaterstykket "Seven" bliver taget op i Danmark. Jeg håber, at det vil skabe opmærksomhed om behovet for at sikre alle verdens kvinder samme rettigheder og muligheder som mænd.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.