På skattejagt i historien

Syv poster i Skagen fortæller om datidens fiskerliv og kunstnerliv

SKAGEN:Skagen-området er en guldgrube fyldt med historier om berømte kunstnere, dramatiske strandinger og en række andre begivenheder, og Skagens museer og andre aktører er da også klar med et større arrangement, når der søndag 22. maj arrangeres Historiens Dag over hele landet. I Skagen bliver der syv forskellige poster, hvor hele familien kan hygge sig med spændende historier fortalt af lokale. Der bliver tale om korte fortællinger, som typisk vil vare fra 10 til 15 minutter fra kl. 11 til 14.30. Til gengæld bliver fortællingerne så gentaget flere gange i løbet af dagen, så publikum kan nå rundt til forskellige poster. - Historierne henvender sig både til børn og voksne, og i Tinghuset vil gæsterne desuden blive inviteret indenfor, så de blandt andet kan se, hvordan det var at opholde sig i et fængsel i gamle dage, fortæller leder af Lokalsamlingen i Skagen, Hans Nielsen, der i dagens anledning vil klæde sig ud som arrestforvarer Christensen, der sørgede for ro og orden i Skagen i perioden fra omkring 1880 til 1940. Det forsøgte han i hvert fald på, selv om det kunne knibe med at opretholde freden, når et større antal svenske notbåde lagde til i Skagen, og der ofte i den forbindelse opstod slåskampe i Skagens gader. Skagensmalere i fokus De øvrige fortællinger vil foregå i det fri. I Skagens Museums have vil museumsinspektør Mette Bøgh Jensen, vistnok klædt ud som P.S. Krøyer, fortælle om den tid, hvor P.S. Krøyer boede på Brøndums Hotel og havde atelier i det, der nu er kaffehus i museets have. Krøyer bliver der lejlighed til at høre mere om ved en af de andre poster, Krøyers Hus i Byfogedskoven, hvor skovridder Frede Jensen vil være klar til at fortælle. Og i haven ved Michael og Anna Anchers Hus vil administrativ leder af museet, Grethe Skovmand, supplere med mere om Skagensmalernes liv og virke, ligesom gæsterne også får historien om H.C. Andersens tur til Skagen i 1859, hvor også Anna Ancher første gang så Skagens lys. Forfatteren og maleren Holger Drachmann er selvfølgelig også med på Historiens Dag takket være Poul Bernth, der vil stå klar til at fortælle ved Drachmanns Hus. De mange strandinger og hele Skagen Oddes udvikling byder også på mange spændende historier. Nogle af dem kan på Historiens Dag nydes ved Det hvide Fyr takket være museumsleder ved Skagen By- og Egnsmuseum Michael Ax, mens museumsinspektør Anne Dorthe Holm foran museet vil fortælle om datidens liv i Skagen.