På ski efter skaden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vrådal Panorama Skicenter har egen lavinehund. Dog kun til små laviner, som personalet på centeret siger. I virkeligheden er vovsen blot med sin "mor" på arbejde.

Det er anerkendt pædagogik, at skal man undgå langtidsangst for heste efter et styrt, må man op på krikken igen med det samme. Men efter halvandet år med krykker og/eller diverse afstivningsstativer og to operationer i knæet havde skrækken for Det Store Styrt på ski sat sig på tværs i min hjerne. Hverdagsbrug af knæet har ikke givet anledning til problemer i mere end et år. Så hvor meget af skrækken skyldtes en reel forstørret risiko for at rive det muligvis for altid svagere knæ i stykker igen? Og hvor meget sad mellem ørerne? Lægen var godt nok helt klar i mælet da han efter sidste operation sagde, at selvfølgelig kom jeg til at stå på ski igen. Meeeen - det ér jo ikke hans knæ. Lad os bare udløse spændingen med det samme - det gik godt. Rigtig godt. Styrtet, der sendte mig til tælling, skete om efteråret på Mölltaler gletscheren i Østrig. Der var ikke faldet sne endnu så vi kørte på sidste års is. Det gjorde vi ikke alene, for adskillige alpinlandshold bruger gletscheren til træning, og det var et næste-sammenstød med en styrtløber, der var skyld i knæskaden. Det lokale hospital gipsede benet ind fra hoften til foden. Herhjemme gik der mere end to måneder før hævelsen var faldet nok til, at knæet kunne undersøges og en diagnose stilles. - Stort set er huden den eneste grund til, at dit underben hænger fast på kroppen, lød det kækt fra ortopædkirurgen på Aalborg Sygehus. Den sætning fyldte godt i hovedet da jeg i januar stod på toppen af "Danskebakken" (det hedder den helt officielt) i Vrådal skicenter. Jeg har stået på ski siden jeg var seks år gammel, men har aldrig haft en skilærer. Ved januars store come-back havde jeg dog allieret mig med en yderst erfaren en af slagsen, og inden skiløbet holdt jeg og 34-årige Sondre Eklund-Larsen krisemøde. Sondre lyttede til min interessante rædselshistorie med ro som et norsk fjeld og med et ansigtsudtryk, der tydeligt fortalte, at dén historie havde han hørt før. Det var faktisk lige før, jeg blev lidt småfornærmet. Et kæmpe smil Men da han så fortalte om sine mange knæoperationer, ben-, arm- og kravebensbrud samt de utallige hjernerystelser stak jeg piben ind. Et sidste forsøg på at blive ynket faldt også til jorden. Jeg fremviste min dyrt indkøbte og metalstabiliserede knæstøtte, hvorefter Sondre lynede benene på skibukserne op og fremviste to smånussede eksemplarer af samme slags. Et på hvert knæ. Første tur ned af den minimalt faldende "Danskebakken" gik fint. Jeg var nervøs og teknisk usikker efter den lange pause, men knæet gjorde ikke det mindste ondt. Heller ikke den pulveriserede menisk, der i hverdagen somme tider lader høre fra sig med et lille jag. Efter anden tur var mit fjæs ved at flække på langs, så stort var smilet. Jeg kunne! Ikke flere lange sure danske vintre uden den livgivende uge med sol og sne under brædderne. Yahoooo!!! På vej over til stoleliften fik jeg en advarsel fra Sondre. - Knæskader gør ikke ondt, når man kører, men når man sidder stille igen. Så skal du bare lade benet hænge eller strække knæet, fortalte han. Ganske rigtigt fik jeg på vej op i liften nogle ordentlige jag i knæet, men smerten forsvandt hurtigt igen. Undervejs fortalte Sondre, der har været skilærer i Alperne i mange år, om sit arbejde med folk, der skal i gang efter en skiskade. - De fleste er vældig bange for, at det skal gøre ondt, og ikke mindst for, at de skal rive knæet i stykker igen. Mit job er at få dem til at tænke på noget andet, for eksempel ved at lege med dem, som jeg gør med børnene, fortæller han. Et godt trick, som Sondre prøvede af på mig, er at lade den mere eller mindre nervøse elev køre ned med en skistav hvilende på de udstrakte underarme. Man koncentrerer sig så meget om at undgå at staven falder af, at benene af sig selv gør alt det rigtige. Prøv selv. Den forlængede weekend i Vrådal, sikker viden om, at mine bindinger var indstillet til at give slip tidligt, og Sondre's pædagogiske tilstedeværelse fik mig tilbage på brædderne igen. Vejret var rædselsfuldt - det tonsede ned med sne, jeg kunne ikke se underlaget og de almindelige pister lignede pukkelpister af opkørt nysne. Men som Sondre sagde: - Kan du køre her, kan du køre overalt. Det bliver ikke værre.