På skovtur efter hatte og blomkål

30. september 2002 08:00

LANGDAL PLANTAGE: Rørhatte, Vokshatte, Netbladhatte, Fladhatte, Mælkehatte, Skørhatte, Blækhatte og ikke mindst en sjælden Kridthat. Hvis nogle af de svampejægere, som søndag var på jagt i Langdal Plantage, havde glemt deres egen, var der hatte nok at plukke af i naturen. Det var Naturcenter Fosdalen og Foreningen til Svampekendskabet Fremme, som for første gang arrangerede svampeudflugt i weekenden, og det benyttede næsten 100 mere eller mindre nykårede svampejægere sig af, oplyser naturvejleder for naturcenteret Svend Møller Nielsen. - Turen var en stor succes. Vi fandt langt over 50 forskellige svampearter. Der var flere svampe end jeg havde forventet på grund af den tørre sommer, fortalte han efter turen. Naturvejlederen stod sammen med Henning Christensen fra svampeforeningen for at fortælle deltagerne om, hvilke svampe der er spiselige, og hvilke der absolut ikke er og samtidig advare mod faldgruberne, når man skal kende forskel. Trækantereller og Rørhatte hørte til de spiselige eksemplare,r som jægerne fandt søndag, mens den dødelige Snehvid Fluesvamp var blandt dem, man absolut skal holde sig fra at putte i munden. Sidstnævnte skal man i øvrigt passe på ikke at forveksle med champignoner, advarede Svend Møller Nielsen. Blandt de mere usædvanlige fund på turen, var et sandt pragteksemplar af en blomkålssvamp på næsten en halv meter i diameter. De kan blive meget store, men det er første gang naturvejlederen har set en i den størrelse, fortalte han. Efter jagten blev byttet vist frem på naturcentret, hvor de kyndige svampekendere hjalp de mindre kyndige med at sikre, at kun de sunde svampe havnede i aftensmadsgryden søndag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...