På slentretur i Aalborg

Aalborg 23. april 2003 08:00

AALBORG: Snapsens By er Aalborg blevet kaldt i årevis. Og med god grund, selv den mest populære brændevin hedder stadig en Rød Aalborg. Snapsen produceres fortsat i Aalborg, omend tapningen foregår andre steder. Og brænderiet - som dog endnu heder De Danske Spritfabrikker - har fået svensk ejer. Så der er sket en del siden Aalborg havde 100 brændevinsbrænderier i byens centrum. Brænderierne var især koncentreret om kvarteret ved Jomfru Ane Gade, Vesteraa og Vesterbro. Det er der mulighed for at høre og se meget mere om på en af Aalborg Turist Bureaus byvandringer i de kommende måneder. Slentreturen hedder "Brænderier i Aalborg" - og den slutter som den vel bør, nemlig på Spritmuseet på De Danske Spritfabrikker. Spritruten er en af otte byvandringer i Aalborg i forsommeren. Det er hver tirsdag med start 6. maj. Hver tur starter kl. 18.30, og der skal på forhånd købes billetter a 40 kr. på turistbureauet på Østeraa - men kan altså ikke bare møde op, idet der kun er plads til 25 deltagere pr. gang. 6. maj hedder turen "Aalborg på Jens Bangs og Chr. IVs tid" - koncentreret om midtbyen. 13. maj er det "Kik op og se byens finurligheder" om gesvejsninger højt på vore huse. 20. maj er temaet "Vestbyen" med snak om bl.a. Burås Maskinfabrik og Harald Jensen. 27. maj er det den omtalte snapserute. 3. juni drejer det sig om "Aalborg under 2. Verdenskrig", blandt andet med besøg i Mindelunden. 10. juni hedder temaet "Fruen-byen", der er området ved Nørregade, i gamle dage indfaldvejen, hvor bønderne staldede op og handlede i gadens købmandsgårde. 17. juni er der "På tur med Jacob Paludan" - om byen, som Jakob Paludan/Jørgen Stein kom til før verden gik af lave. 24. juni er sidste officielle slentretur i Aalborg denne sommer "Budolfi-byen og Helligåndsklostret" med fokus på de ældste dele af Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...