EMNER

På soloridt i ”fjendeland”

Fra blide bakker til vindblæst Vesterhav. Lendum-Skiveren har det hele, på nær et ophold i Ny Frederikshavn Kommune

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den sagnomspundne Tolnesender - som står højt på en bakketop, der nu i øvrigt nok er nærmere Vogn eller Mosbjerg end Tolne. Foto: Eva Seider

VENDSYSSEL:Intet etapeløb uden det store dramatiske soloridt; og kan man tage kongeetapen på den måde, så er ens lykke gjort. Så da startskuddet, sådan rent imaginært, lyder i Lendum til tour¿ens femte, sidste og absolut længste etape, er taktikken klar: Afsted, over stok og sten i spektakulært udbrud, ene men stærk hele vejen til målet i Skiveren. Etapen går som sagt fra Vendsyssel hjerte mod nord, mod Skagerrak-kysten, fra det blide bakkede til stride forblæste. I Lendum så afgjort bakket, måske knap så blidt rent stigningsmæssigt, morænelandskab ¿ skabt af isens skubben og masen under istiden, inden den smeltede og trak sig tilbage, efterladende sig et helt nyt landskab, med mere i vente. Første indlagte sprint er i Hørmested, eller rette, turen går ikke helt til Hørmested ¿ så man finder aldrig ud af, om stedet har taget navn efter den omkringliggende naturs odeur ¿ i stedet er det skarpt til venstre, ned mod Høgholt, der ifølge historien kan stille sig op i køen af herregårde, der har en temmelig perifer tilknytning til Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskiold. Han besøgte stedet og skød til måls efter vejrhanen ¿ siden blev den fløj på herregården omdøbt til Tordenskioldfløjen. Fra Høgholt går turen ad den lidt trælse, rent cykelmæssigt, Lendumvej til Sindal, men det er heldigvis ikke ret langt et stræk. Hop, bump og grusveje I Sindal kan man, hvis lysten byder sig, gå på jagt efter de flere hundrede springvand, byen huser ¿ har man ikke lyst til det, så er det en glimrende lejlighed til at proviantere eller fylde vand på flasker og dunke, inden man ruller ad Frederikshavnsvej lidt mod øst: Følg cykelstien på den nordlige side, og drej til venstre lige før jernbaneviadukten ¿ det er cykelrute 62 mod Tolne. Her begynder man at få betalt tilbage for de lidt trælse kilometer inden Sindal: Cykelruten hopper, bumber og snor sig af sted mestendels ad grusveje hele vejen til Tolne ¿ og gør man som undertegnede og kører turen en tidlig sommermorgen inden det bliver for varmt, hvor den smule trafikstøj der måske kunne have været, slet ikke er der, så findes der ikke nogen mere vidunderlig måde at tilbringe en sommertime på. Blikstille, ikke en vind. Her og der en ko, der muh¿er, en hane der galer. Ellers ikke en lyd. Og så mosekonebryg ¿ masser af mosekonebryg, der smyger sig ned i lavningerne og sine steder gør det en anelse koldt at cykle, men som kan få et ellers ordinært ¿ omend meget smukt ¿ dansk landskab til at ligne noget fra Ringenes Herre. Hvor fristende det end kunne være at lægge sig under et træ herude i Skørbækshede Plantage, hvor man er laangt fra hverdagens stress og jag, så går det dog ikke. Der skal cykles, skal der - videre mod Tolne, der lille by ude i skoven; den samme skov, som står ovenpå det meste af Frederikshavn Kommunes drikkevandsreservoirer. Og den samme Tolne, hvor Tolnebanden huserede i tidernes morgen, de støbte vist deres makker, der ikke kom naturligt af dage, ned i beton. Yoldiaflader Fra Tolne til Vogn, hvor man bare krydse hovedvejen og følger cykelrute 3 ind i skoven ¿ og hvor man så småt begynder at nærme sig det mere, der var i vente, da isen trak sig tilbage fra den sidste istid. Heromkring slutter nemlig morænelandskabet, og man bevæger sig så småt ud på om ikke gyngende grund så en yoldiaflade. Og ja, det er stavet rigtigt: En yoldiaflade. Mere jordbundne mennesker kalder det en gammel havbund, for det er nemlig lige præcis dét, det er: Gammel havbund fra Yoldia-havet, som var det hav, der omkransede Vendsyssel under den sidste istid. Da isen trak sig tilbage forsvandt titusinder af års massivt tryk mod jorden, der straks benyttede sig af lejligheden og begyndte at hæve sig ¿ og stadig gør det i målelige størrelser. Men hvad enten man kalder området for gammel havbund eller en Yoldiaflade, så ligger det fast, at man fra Vogn og nordpå begiver sig ud i de moseområder, som i tidens løb er blevet brugt til lidt af hvert. Der er blevet skåret tørv i store mængder, nogle steder er mosen forsøgt ryddet, drænet og dyrket ¿ her med større held end dér. Alt sammen ting, der har sat sig tydelige spor i landskabet, hvis ellers man tager sig tid til at kigge efter dem. Det er faktisk ganske fascinerende at tage en afstikker ud af én af de mange små veje, der går ind i området, og komme helt tæt på tidligere tiders kultivering af et stykke natur, som man i dag vel aldrig kunne drømme om at gå i gang med forsøge at dyrke om man skulle begynde helt forfra. Heromkring dukker i øvrigt turens eneste underlighed rent turemæssigt op: Kortet vil have én ud på Tuenvej ved Blæsbjerg for at følge den op til Sørig ¿ det forekommer en anelse mystisk at insistere på at lede cykeltrafikken væk fra Cykelrute 3 og ud på den noget mere trafikerede Tuenvej; så undertegnede vil afgjort tilråde, at man drejer ad Mosevej nordpå kort før Blæsbjerg og følger den op til Trymosevej i stedet; sådan som cykelruteskiltene vil have, at man skal gøre. Hærvejen Lidt afhængig af temperament kan man så i øvrigt vælge at følge Cykelrute 3 hele vejen til Skiveren, eller følger den udstukne rute, som den ser ud på kortet. Cykelrute 3 er lidt kortere, til gengæld kommer man så ikke til Tversted. Omvendt kan man så prale af at have kørt en længere strækning på Hærvejen. Kører man til Tversted fremgår det ikke helt klart af kortet, hvordan man egentlig formodes at komme gennem byen, men det letteste er vist nok at dreje til højre fra Elkærvej ad Fælledvej, køre lige over hovedvejen og følge Skolevej, til man rammer Østervej og så dreje til højre. Derfra er det så bare at fortsætte, til man kommer til Plantørvej og dreje til venstre. Og så i øvrigt bare køre lige ud, indtil man ender i Skiveren. Undervejs passerer man Tversted Søerne og Østerklit, hver især et lille ophold værdigt, hvis tiden, lysten og vejret er til det ¿ og inden længe er man i Skiveren, der udover sin natur er mest berømt for, at det var her, at Jens Otto Krag døde i sit sommerhus 22. juni 1978.