Litteratur

På sommerferie med ny kærester

TV-DRAMA "Nikolaj og Julie - afsnit 16" -Du er nok klar over, at det er en pakkeløsning, siger Kim til Nikolaj, inden de ender i kanen sammen. Pakken består i, at Kim har to børn. De følger med. Men Kim flytter altså ind hos Nikolaj, og det var sådan, det endte. Det endte også med at Julie blev gravid med Retshjælps-Lars, og de blev også kærester. Og det endte med, at Frank nærmest kasserede Karina. Hun var klar til at klinke skårene, men han afviste hende. Det er en krise, der for alvor er dyb. Endelig endte det med at Philip afleverede nøglen til Bureauet. Han sagde op. Det er sikkert fornuftigt nok, for i den scene så Philip afklaret ud for første gang i lang tid. Måske har han indset, at han har festet for længe og for meget. Fest med kokain er ikke sundt. Og det er heller ikke rart at blive afsløret som narkoman af næseblod, fordi man har misbrugt næseborene til intensive forbrug af coke. Det er på den baggrund, at Nikolaj og Julie nu går på sommerferie i et halvt års tid. Og det er faktisk et godt sted at indlægge en lille tænkepause. Der er godtfolk nok, der har noget at tænke på lige i øjeblikket: Nikolaj lagde jo ikke skjul på, at det var noget af et chok, at ex-konen er gravid. Og vi ved jo godt, at flammen ikke er slukket. At følelserne et eller andet sted er der. Det er heller ikke nogle videre lette forhold, Nikolaj og Julie er på vej ind i lige nu. Resthjælps-Lars virker på en eller anden måde følelsesmæssigt retarderet. Eller også slikker han på nogle virkeligt dybe følelsesmæssige sår. Han er i hvert fald kompliceret. På trods af at de kun har været sammen en enkelt gang, så skændes de meget. Alt for meget. Det er, som om de udtrykker deres forelskelse gennem skænderier. Og den går altså ikke i længden. Man tåler meget som nyforelsket, men den dagligdag, der kommer bagefter, kræver en hel anden tryghed. Selv om kunstneren Kim er dårende dejlig, spontan og klog, så er hun også en ordentlig mundfuld. Hun er en kvinde, der fylder op overalt, og spørgsmålet er, om hun ikke fylder for meget i Nikolajs liv. Om der er plads til sådan en blæksprutte på speed. Er Nikolaj klar til et liv i overhalingsbanen? For det er der, han ender med Kim. Det løb er fascinerende, men det kan også gøre en træt. Derfor er vi nogle stykker, der stadig tror på Nikolaj og Julie. Altså som par. Karina og Frank er noget mere kompliceret som forhold. Deres standardsex om torsdagen er forlængst ophørt. Selv om Karina nu er ved at bortvælge politik til fordel for sin familie, virker Frank så hævntørstig, at det kan splitte forholdet. Karina byder sig pænt til. Sexet sort natkjole og de dyre dråber på halsen er ellers noget der kan rejse de fleste mandfolk, men Frank er standhaftig og takker pænt nej. Dagens episode var skrevet af den unge forfatter Ina Bruhn. Det virker som om afsnittet er skrevet om for nylig for netop at gøre plads til seks nye afsnit. I hvert fald var der flere scener der var rigeligt lange. Begge fastelavnsfesterne blev i hvert fald eksponeret mere end rigeligt. Men det fungerede nu rimeligt godt. Der var en masse historier, som fandt sin afslutning, men der er også lagt op til, at vi gerne vil se mere. Så vi ses igen om et halvt år. Max Melgaard "Nikolaj og Julie - afsnit 16". Forfatter: Ina Bruhn. Instruktion: Birger Larsen. 1.500.000 seere sidste søndag (et fald på 10 procent i forhold til ugen før, men da var krigen jo også kun fire dage gammel). DR-tv søndag aften. Genudsendelse på torsdag