På sporet af de forsvundne nisser

Tusinde børn render museumscenter rundt for at finde nisser i julemåneden

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En kat står parat til at snuppe den næste nisse over rebbroen som julesnack. Men den kommer til at vente længe. Museets nisser er sky og snedige.

AARS:De er over alt. Og så alligevel ikke. Nisser er en gåde. Det er de for alle, men ikke mindst for de mange hundrede børn, der i december bruger både næse, ører og øjne for at finde dem blandt Museumscenter Aars montrer og genstande. For hvor de fleste børn snart lærer at gennemskue nisser i butikker og blade, så virker de små spidshuede væsener meget nærværende i museets let dunkle belysning. Her lugter der af gamle år, levet liv og - nisser? Små røde spor fra væsener, der har dyppet træskoene i julefarven, ses på gulve og ruder. De har tydeligvis lige været her. Og hvis man lader være med at blinke med øjnene, så er de der måske lige pludselig? - Der er spor af dem over alt. Her ligger endda instrumenter fra et nisseorkester, hvor man kan høre musik inde fra væggen. Men ingen har vist set nogen nisse endnu, fortæller Else Thirup, der ofte sidder i indgangen til museet. Stor interesse Stort set hver dag kan hun nikke og smile til mellem 50 og 70 børn, der nysgerrigt hviskende strømmer forbi hende mens de tænder deres indre nisse-radar. - I gennemsnit kommer der vel to til tre skoleklasser samt et hold fra en SFO eller lignende. Og jeg tror de får en god oplevelse herinde, fortæller Else Thirup. Det er første gang, museet laver en særlig udstilling for børn midt i den almindelige, voksne udstilling. "Nisser på spil!" var tænkt som en gang hyggelig sjov, som kunne blive noget for de børn, man gerne ser have en god oplevelse i bygningen. Men man lader til at have ramt en åre. Om ikke af guld, så af nysgerrighed. - Indtil nu har 885 børn været skrevet på til at se udstillingen gennem klasser og institutioner. Dertil kommer de børn, der kommer med deres forældre eller lignende, fortæller Annie Nørby fra museet. Det bliver formentlig i nærheden af tusinde børn, der har oplevet den finurlige udstilling, når december måned er ovre og nisserne for alvor går i skjul. Det er noget der kan mærkes på et museum, der i 2006 havde lidt over 4.000 registrerede besøgende. - At vi har udstillingen for børnene skyldes en meget stor indsats fra frivillige fra museumsforeningen. De har brugt rigtig meget tid på at sætte det op, strikke mange huer og halstørklæder i nissestørrelse og fortælle børnene om jul i gamle dage, roser Annie Nørby. Inga Flor fra Blære har lånt en lang række ting i dukketørrelse ud til museet. Ved de bestilte besøg er Birthe Gindrup Sørensen således ulønnet rundviser og historiefortæller for klasserne, mens Sonja Markussen har taget plads ved en spinderok og fortæller om højtiden fra før mobiltelefonen blev til. To konservatorer har været med på råd, så ingen af nissernes efterladenskaber skader det historiske materiale, inden det sidste nissespor fjernes igen til nytår.