På sporet af kobens-røveren

Røveren slog til tre gange nytårsaften. Politiet har fundet flugtbilen i Støvring.

Arkivfoto

Arkivfoto

Tre gange slog en ukendt gerningsmand til mod tankstationer i Nordjylland kort før 2009 blev til 2010. Gerningsmanden er fortsat på fri fod, men politiet har nu fundet den hvide VW Golf, som røveren kørte i. Den blev fundet på Hagensvej i Støvring fredag eftermiddag. Et vidne havde set den efterlyste bil og kontaktede politiet. Bilen er meldt stjålet, og politiet vil nu undersøge bilen for mulige spor. Røveren slog først til mod Shell på Hobrovej i Aalborg kl. 22.45 nytårsaften. Her fik han udleveret 1000 kroner ved at true med kobenet. Smadrede inventar En halv time senere gik det udover Shell-tanken på motorvejen ved Haverslev. Her blev udbyttet 350 kr., og få minutter senere forsøgte han sig mod Q8-tanken på den anden side af motorvejen. Han truede igen med kobenet, men han fik ingen penge. Det fik manden til at smadre nogle stativer i butikken, inden han forsvandt. Politiet har fået billeder fra overvågningskameraerne, som nu vil blive studeret nærmere. Manden beskrives som 25-30 år, og han er ca. 175-180 cm. høj.