På sporet af selvbestemmelse

Der var en gang, hvor de danske jernbaner var forbindelsesleddet mellem by og land - mellem hovedstad og provinsen, som en københavner ville sige det. Det holdt en tid, så blev de overhalet inden om af busser og privatbilismen og de mange små jernbaner blev nedlagt. Privatbilismen fortsatte og busserne blev trængt. Det helt nye mantra blev teletaxaer. I bund og grund en fleksibel ordning, men med det store minus, at i en hverdag, hvor køreplanen ikke er eksakt, ja, så bliver der uendelig stor ventetid og gener, for de passager, der skal med på vognen. Men infrastruktur er afgørende for en kommune, der har et rimeligt stort opland. Uden ordentlige forbindelser ender det jo med, at vi klumper os sammen i Sæby, Skagen eller Frederikshavn - og det vil jo yderligere betyde affolkning af de bymiljøer, vi har i vore oplandsområder. Derfor er det helt afgørende, at vore kommunale politikere sætter sig for enden af bordet. Det er nemlig ikke nok at slå i det, hvis det er NT, der er vært. Vi skal have selvbestemmelse, så vi også kan styre Skagenstoget til standsning, når vi udfra et kommunalt perspektivt finder det hensigtsmæssigt. Hele farcen omkring standsningerne i Napstjært viser, at der skal klappes til, hvis borgerne skal sikres bedst mulige vilkår. Vi kan ikke leve med, at en driftsoptimering betyder, at en række borgere tvinges til dårligere service. Derfor skal vi bestemme. Derfor skal politikerne være klar til at stramme grebet om den offentlige transport. Og i et valgår, hvor pengene sidder lidt løsere end ellers, skulle det vel være den nemmeste sag af verden. For det koster - ingen tvivl om det.