Turisme

På sporet af Stygges oplevelser

Toppen af Danmark inviterer alle danskere på tur i Vendsyssel med den grumme bisp fra Børglum.

Stygge Krumpen er formodentligt afbildet som knælende hyrde på venstre sidefløj til altertavlen i Sæby Kirke. Foto: Ulrik Bang

Stygge Krumpen er formodentligt afbildet som knælende hyrde på venstre sidefløj til altertavlen i Sæby Kirke. Foto: Ulrik Bang

Stygge Krumpen og hans (u)gerninger bliver fremover en markant del af Toppen af Danmarks markedsføring. - Vi har allerede en række ting i gang, og det ku' blive et endnu stærkere koncept, hvis vi forstår at udnytte det rigtigt, siger projektkoordinator Lisbeth Derry, Toppen af Danmark. Ifølge de jævnlige undersøgelser af seertal er julekalenderen med den grumme bisp fra Børglum en af de mest sete i tv og kun overgået af de danske håndboldkvinders kampe ved VM i Brasilien. Turistdestinationens tiltag med at bruge Stygge Krumpen som løftestang for flere turismeoplevelser er inspireret af erfaringer fra det svenske I Arns Fodspor. - Det gode ved personen Stygge Krumpen er, at det er en virkelig person, som har levet og været rundt i Vendsyssel. Problemet med Arn var, at når folk spurgte: Var der her han boede?, så måtte man svare, at der er en fiktiv person, som beskriver den tid, han repræsenterer, udtaler Lisbeth Derry. Foldere til turistbureauer Toppen af Danmark har netop lagt sporene ud til to nye aktiviteter med udsendelse af foldere til turistbureauerne. Den ene folder henvender sig mest til børnene, som med deres forældre eller bedsteforældre kan besøge nogle at de steder, hvor bispen red forbi. Det er en tur med Stygge Krumpen historier med 14 mulige stoppesteder. I folderen er der et kort med en QR kode for hvert sted, som man kan skanne med en smartphone, og dermed kan man komme ind på et mobilsite, hvor der er masse af informationer, video klip m.m. - Faktisk kan man sidde hjemme og plotte sig ind alle steder, men vi vil gerne, at de tager ud og oplever stederne. Det er klart, fortæller hun. Ruten starter på Børglum Kloster, hvor der er flere genkendelige steder fra julekalenderen. Derefter går turen videre til Rubjerg Knude Fyr og Galgebakken i Hjørring Bjerge, hvor bispen var øverste dommer i de retssager, der blev afgjort på det lokale sysselting. Herfra går turen østpå, herunder til Tolne, hvor en præst mistede livet, fordi han pissede i helligkilden ved kirken. I Sæby Kirke kan man som det eneste sted se, hvordan Stygge Krumpen og hans kæreste Elsebeth Gyldenstjerne så ud i virkeligheden. De var model for en altertavle, hvor Stygge var afbildet som knælende hyrde og Elsebeth som Jomfru Maria. Turen slutter på Sæbygård og Voergård. - Det er en tur, som man kan tage på hele året, og ikke kun når der er julekalender, tilføjer Lisbeth Derry. Med den anden folder i hånden kan turister og lokale besøge 12 kirker i den nordlige del af Vendsyssel, hvor Stygge Krumpen og hans morbror Niels Stygge havde indflydelse på kirkernes kunst. Toppen af Danmark har også flere Krumpen ting i gang på deres hjemmeside og på facebook. Der er flere Krumpen historier i den nye udgave af Den Gode Historie, og der er ligeledes aktiviteter i gang i forhold til skolernes vinterferie.