Turisme

På sporet af turisterne

Rygter siger, at turister har opdaget Støvring

STØVRING:De er der ude. Et eller andet sted. Helt sikkert. Det er ikke UFOER, Uidentificerede Flyvende Objekter, som vi taler om. Derimod særdeles identificerbare mennesketyper af dem, der under et kaldes "turister" og efterlade sig et spor af guldstøv i lokale butikker. Et lidt sagnomspundet fænomen i Støvring, der hvad attraktioner angår ligger næsten usynlig i slagskyggerne fra Aalborg og Rebild bakker, mener nogen. Men for andre er det faktisk hverdag. - Jeg er lidt træt af, at folk spørger om, hvorfor vi ikke bare lukker butikken og holder ferie. Lukker? Vi har da skide travlt. Blandt andet fordi der kommer mange turister, siger vinhandler og formand for handelsstandsforeningen, Evan Bisgaard i Jernbanegade. Han kan fortælle om flokke af især svenskere og nordmænd, der ofte kommer på besøg i forretningen på jagt efter gode tilbud. Hvor mange danske turister, der kommer forbi, tør han ikke give et bud på. - Jeg tror faktisk at Støvring Handelsby er en af områdets største turist-attraktioner. Og så har vi en højskole der også er god til at promovere byen overfor de mange elever der er her denne sommer, siger Evan Bisgaard. Tom gade Avisen tog i byen på et tilfældigt valgt tidspunkt for at se, om vi skulle blive løbet ned af flokke af købshungrende nordmænd og svenskere. Den fredag mellem kl. 11 og 12, hvor vi patruljerede ved det formodet hårdest ramte turiststed, Jerbanegades øverste ende og City Centret - skulle man imidlertid være usædvanlig klodset for at blive væltet omkuld af nogen. Indkøbsvejret var lunt, men overskyet, med en let trussel om regn hængende fugtigt i luften. Jernbanegade lå næsten øde hen, selv om de fleste parkeringspladser i gaden var optaget og der var enkelte i gang på begge sider af diskene i de fleste butikker. Fotografens inspektion af nummerpladen tydede heller ikke på den store invasion af nordboer eller tyskere. Kun én hørte til på den anden side af landets grænser. Indkøbsvognens spor Stedet var P-pladsen bag Netto og kendskabet til vore broderfolks indkøbsvaner ledte os snart til parret, der hørte til bag rattet. En ramme af de pilsnere, der er så billige når man kommer fra Norge eller Sverige, fyldte det meste af indkøbsvognen, bag den travede ganske rigtig et norsk par. - Vi er på vej til Skørping, hvor vi skal bo på hotel. Vi er bare stoppet for at købe lidt ind, inden vi skal checke ind om et par timer, fortalte Sven Flem beredvilligt, mens Sissel Bjørg allerede var på vej hen til bilen. Han var glad for indkøbet, og synes da, at Støvring så meget pæn ud. Men det var et hurtigt stop. Ved siden af, i Kop & Kande, var indehaver Pia Damgaard ikke imponeret af fremmødet af turister i byen. - Herinde kommer der næsten ikke nogen. Det er ikke tit vi ser dem. Men de kan jo godt komme andre steder, mener hun. En isenkram kan da heller ikke præstere det ypperligste, som især nordmænd men også svenskere ser ved vores smukke land: Lave priser på øl, vin og spiritus.