På strandhugst hos Willumsen

Hele ugen kan børnene lade sig inspirere af værket "Sol og Ungdom" og tegne, mens far og mor ser på kunst

MYGDAL:Udover en hulens masse skitser og værker af J. F. Willumsen, har Herregården Odden i Mygdal også en hel del andet på tapetet i efterårsferien. Med udgangspunkt i Willumsens værk "Sol og Ungdom"med de badende børn, har de unge gæster på herregården nemlig mulighed for at lade sig inspirere og selv begå et bud på vand, strand og børn. - Mens børnene maler, har forældrene mulighed for at gå rundt og se på værkerne, siger daglig leder af Odden, Lisbet Hansen. Allerede i går var de første kunstner-spirer på spil, da en mindre delegation fra Tversted Børnehave var på besøg. Først gik turen ind i lokalet med en full size-skitse af billedet. Det endelige resultat hænger i øvrigt i Gøteborg, mens generalprøven, som Willumsen altid udarbejdede inden det helt færdige resultat, er ejet af Skagens Museum, men det hænger på J. F. Willumsens Museum i Frederikssund. Den store skitse er omkranset af små del-skitser således, at publikum kan følge den proces Willumsen har været igennem fra han foretog de første iagttagelser på en italiensk strand 1902 til det endelige resultat var færdigt i 1910. Det kan far eller mor så passende stå og iagttage, mens børnene så kan rende ud og tegne i herregårdens køkken - bevæbnet med papir, farver, boller og kakao - akkurat ligesom Tversted-børnene gjorde i går. Alberte fra børnehaven havde tegnet en pige, der bader ved siden en hval, som kom med på tegningen af en ganske særlig årsag: - Det er fordi, at jeg er god til at tegne hvaler! Alle tegninger deltager i en konkurrence, der slutter søndag 23. oktober, og her vil Flemming Quist Møller - der bl. a. er kendt for "Jungledyret Hugo" og "Cykelmyggen Egon" - komme forbi og i sin egenskab af dommer afgøre, hvem der er de heldige vindere. 1. præmien er en tur i badelandet Atlantis i Skallerup for hele familien med efterfølgende spisning, 2. og 3. præmierne er henholdsvis en pakke med tegnesager og en lækker kurv med guf og godter.