Dyr

På tide at bekæmpe bjørneklo og snegle

Haveejere kan få gode råd til at bekæmpe uønskede planter og dyr på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside

Bjørnekloen står øverst på listen over uønskede plantearter i Danmark, og hvis de findes i haven, er det på denne årstid, de skal bekæmpes. Ellers står de høje skærmplanter om kort tid i blomst og er vanskelige at komme til, fordi blomstersaften kan give forbrændinger og eksem. Også når det gælder den iberiske skovsnegl, er foråret den bedste tid til bekæmpelse, fordi sneglene er små og endnu overkommelige i antal i sammenligning med senere på sommeren. Det kan være svært at skelne de iberiske skovsnegle fra almindelige skovsnegle, men hvis man har mange skovsnegle i haven, er det en god indikator for, at det er den iberiske skovsnegl, oplyser biolog Hans Erik Svart, Skov- og Naturstyrelsen. Almindelige skovsnegle optræder normalt ikke i stort antal. En anden metode er at se efter, om sneglens sål ser ud til at være syet på med store sting. Det kan også være svært for haveejerne at finde sneglene om foråret, hvor de er små. - Den nemmeste måde er at tiltrække dem, så de kommer af sig selv. Sneglene er aktive om natten, og hvis man om aftenen lægger en våd avis eller sæk ud i græsset, vil de næste morgen søge ind under den, for at få et fugtigt skjul for solens stråler. Man kan så samle sneglene sammen i en spand og aflive dem ved at hælde kogende vand over dem, siger Hans Erik Svart. For bjørnekloens vedkommende er maj sidste chance, hvis planten skal bekæmpes inden blomstring. Den mest effektive måde er at rodstikke planterne om foråret. Man skal huske at tage handsker på og tøj med lange ærmer, for kombinationen af plantesaft og sollys kan give alvorlige forbrændinger på huden. Skov- og Naturstyrelsen udgav for nylig en liste over uønskede dyre- og plantearter, som volder problemer i den danske natur. Det er nyindvandrede arter, der truer arter, som har levet og vokset i Danmark i århundreder. Ud over bjørneklo og iberisk skovsnegl gælder det for eksempel vaskebjørn, mink og hybenrose. På grund af stor interesse fra haveejerne giver Skov- og Naturstyrelsen nu på sin hjemmeside gode råd om, hvordan man bedst - og for planternes vedkommende uden brug af sprøjtegift - bekæmper de uønskede arter eller i hvert fald holder dem nede. Oplysningerne kan ses på www.skovognatur.dk. /ritzau/