På tide at legalisere hash

Narkokriminalitet 13. marts 2003 07:00

Når politiet er i stand til at afse fem betjente til at beslaglægge halvanden gram hash og fem gram pot, så har politiet enten alt for mange ressourcer - eller også er der noget helt galt med politiets prioritering af sinekræfter. Det må i hvert fald være slut med, at politiet nægter at rykke ud ved anmeldelser om vold og tyveri med henvisning til, at de ikke har ressourcer til det. Helt grotesk er det, hvis denne sag kan føre til, at der sættes spørgsmålstegn ved Fedtebrøds bevilling. Sammenlignet med den narkohandel, der foregår i bl.a. Jomfru Ane Gade, er der her tale om helt ufarlige fritidssysler, som dyrkes af voksne mennesker, Årsagen til, at denne farce kan forekomme er det helt meningsløse forbud mod hash. Det forbud skal vi have ophævet. Enhedslisten har derfor fremsat et forslag, der pålægger regeringen inden udgangen af 2003 at fremsætte lovforslag, der legaliserer brugen af hash og dyrkning af cannabis, muliggør import af og handel med hash samt udbygger den offentlige behandling af misbrugere. Dette forbud har eksisteret alt for længe uden at have nogen andeneffekt end at kriminalisere ca. en fjerdedel af Danmarks befolkning. I Holland, Schweiz og Belgien har man gennemført og løsnet op for lovgivning omkring brug og salg af bløde stoffer (hash). Dette er sket ud fra en betragtning om, at strafforfølgelse og fortsat kriminalisering af hashbrugere som oftest medfører en forøget risiko for at låse den enkelte fast i egentlige narkotikamiljøer. I stedet for at bruge ressourcer på en fortsat hashbekæmpelse og forudsigelige politirazziaer kunne man bruge disse på forebyggende/oplysende kampagner, som vi kender dem fra alkohol og cigaretter. Staten er i ønsket om at beskytte og tage vare på de svageste i den bedste mening kommet til at støde dem fra sig. At opretholde et forbud mod hash er det samme som statsstøtte til narkohandlere og andet kriminelt slæng, og det er ikke statens opgave. Det ville tværtom være at stikke den organiserede kriminalitet en knockout at legalisere markedet. Netop fordi afstanden mellem bløde stoffer som alkohol og hash og de hårdere stoffer ville blive gjort større. Så lad os nu få legaliseret hash. Per Clausen folketingskandidat (Enhedslisten), Vendsysselgade 8, Aalborg, Per.Clausen@ft.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...