På tide at sige stop

Min datter har for kort tid siden født en dejlig dreng på Frederikshavn Sygehus' fødeafdeling. Hun er den tredie af mine døtre, som nu har fået sit barn på "vores eget sygehus" fødeafdeling. Hun var endda heldig at få lov at føde og være indlagt på en super-duper afdeling med både hygge og en effektiv arbejdsgang. Simpelthen en sprit-ny, flot og velfungerende fødeafdelung, som jeg uden at være særligt inde i denne branche, vil tro er én af de sidste nye m.h.t. udstyr, indretning o.s.v. Derfor er det mig en gåde, at man nu ønsker at "flytte" vores fødeafdeling til Hjørring? Hjørring Sygehus' fødeafdeling kan da ikke være mere moderne på nogen måder, end den vi for kort tid siden fik i Frederikshavn. Hvorfor skal den dog flyttes, når vi nu lige har fået den? Som sælger i Nordjylland har jeg i den sidste tid talt med flere forskellige mennesker om det mystiske omkring denne ændring, og mange af dem, jeg har talt med i Hjørring siger, at de hellere vil indlægges på "den nye" (fødeafd. i Frederikshavn). Så man har virkelig problemer med at fatte, hvad der foregår. Efter de mange underskriftsedler rundt om i byen, er vi åbenbart ikke de eneste borgere i byen, der døjer med forståelsen af denne omrokering! Er der slet ingen muligheder for en omstødelse af denne planlægning. Det virker, som om vi i Frederikshavn skal miste mere og mere til vore nabo-byer. Hvornår skal vi sige stop? Niels Christian Danielsen Regulusvej 10, Kilden