På tide igen at orientere sig

Den lokale automobilsportsklub inviterer til orienteringsløb i Nysum-området

NYSUM:De seneste 10 år har bilorienteringssporten nærmest ligget hendøende over det ganske land. Nu vil Jydsk Automobil Sport (JAS) med hjemsted ved motorbanen i Nysum forsøge at puste nyt liv i denne velegnede form for parkørsel, der kombinerer evnen til at finde vej på et detaljeret vejkort med at orientere sig ved kørsel ad små stier i mørke. Eneste krav for at deltage i egen bil er, at man skaffer sig en makker med sans for vejfinding - og så lige husker at medbringe lommelygte, lineal og en plade som underlag - samt 50 kroner i startgebyr. Med udgangspunkt i klubhuset på Nysumgårdsvej ved Nysumbanen køres en tur på cirka 30 kilometer ad egnens små veje og med en ideal-køretid på cirka en time. Så det handler altså på ingen måde om at køre stærkt. Fem af den lokale motorsportklubs medlemmer - Lis Sørensen, Ole Beck, Knud Pedersen samt brødrene Gunnar og Jørgen Nielsen - står bag indbydelsen til denne vinterturnering i orienteringsløb. En serie på tre løb med start førstkommende onsdag klokken 19. Efterfølgende køres onsdag 19. februar og lørdag 29. marts. Finalearrangementet kædes i øvrigt sammen med et landsdækkende fremstød for sporten, som Dansk Automobil Sports Union står for. Liv i klubhuset - Som bilister har vi efterfølgende haft stor glæde af de erfaringer med at læse kort, som deltagelse i orienteringsløb har givet os, fortæller de fem arrangører i JAS Bladet. Ydermere har medlemmernes ihærdige arbejde med at sætte Nysumbanens nærliggende landejendom i stand givet bonus i form af et stort og velegnet klublokale, som ikke bare skal ligge og passe sig selv ved vintertide. - Vi vil prøve at skabe nyt liv i Gården, og i løbene vil vi lægge vægt på at finde den rigtige vej frem for køre at ræs - uden at løbene af den grund bliver for svære. Uanset tidligere oplevelser og erfaringer med orienteringssporten vil alle kunne deltage i de tre løb, forsikrer de fem initiativtagere. De unges gunst Netop sværhedsgraden kan være en medvirkende årsag til sportens hendøende status. - De unge har jo så mange andre interesser at pleje. Så måske har vi slået sporten lidt for stort op i forhold til de unges ønsker. Det må ikke være for dyrt, ikke for svært og ikke for tidkrævende, funderer Knud Pedersen, tillige repræsentant for Jydsk Automobil Sports orienteringsudvalg. Nogle af klubbens medlemmer har for at understøtte initiativet givet tilsagn om at stille op, men i sagens natur håber arrangørerne stærkt på at se nye ansigter. Bagefter vil JAS være vært for en kop kaffe og en bid brød i klubhuset.