Havne

På Toppen i medvind

Ad betonveje og lækre cykelstier cykler NORDJYSKE denne uge rundt på Skagen-kanten, er på kirkegård,køber kuglepen og ender på havnen i selskab med rødspætte og to af dem, der er på skagen

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Har de intet skilt i Rannerød, så planter vi da bare et selv.

Rød er ugens farve, og den kan vel være lige så god for som bag, så NORDJYSKE cykler på Skagen-kanten i denne uge. Landkortet viser frejdigt, at Rannerød ligger lige vest for rundkørslen ved Hulsig ud mod Kandestederne, men leder man efter skilt, så er det forgæves. Det vidste NORDJYSKE godt. Det havde Råbjerg Mile Camping advaret om, så vi har selv med. På Turistkontoret i Skagen havde man godt ikke lige været bekendt med, at der er noget, der hedder Rannerød. Men det er der. Står man ved Kandestedvej 100, så er man faktisk i Rannerød, siger Hans Nielsen fra Lokalsamlingen i Skagen. Han sender straks dokumentation. Imens cykler vi af sted fra nummer 100, hvor navnet Gl. Rannerødgaard er hugget ind i en sten, og bumler ud ad tyskervejen, som i øvrigt blev støbt en del år efter Anden Verdenskrig, ud til Kandestederne. Forbi stedets store attraktion, Råbjerg Mile, der til stadighed vandrer sine tre en halv million kubikmeter sand mod nordøst. Og videre mod havet og ned til stranden, hvis beton-bunkere i modsætning til vejen stammer fra krigen og siden har været et dramatisk islæt i et dramatisk landskab. Pastor Myginds Rannerød Her er der kun én vej tilbage, så NORDJYSKE spænder de rigtige cykelsko på, vender cyklen og blæser med vinden mod Kattegat. Vi når knapt at registrere Rannerød, hvis velholdte gårde er trukket lidt tilbage fra vejen ind i de træer, der er kommet til, siden man fik fjernet den skov, som navnet Rannerød er et vidnesbyrd om. Letsind og uvidenhed skabte, fortæller Hans Nielsens materiale, grobund for sandflugt og dermed det nuværende landskab. Vi når slet ikke at lede efter spor fra Rannerøds første tid, der i hvert fald var 1717, hvor pastor Mygind havde registreret 12 sognebørn der. Heller ikke efter den skole, der blev bygget i 1870. Vi når dog at opfatte, at vi er kommet til menneskeland. Der er både campingplads, minimarked, galleri og sørme en løbermand i tætsiddende sort med tre håndgranatlignende væskebeholdere på ryggen og ikke bare en hund i snor, men også trækkende på en halvstor datter i almindelig sommertøj. Løjerligt. Smilet stivner lidt, da vi i tunnellen under landevejen støder på en større gruppe cykelbørn på vej den anden vej. Så er på-clipsede cykelsko til gengæld ikke en helt god idé. Cyklister har generelt lidt svært ved at dele en sti. Det går, og vi stikker mod syd, mod Ålbæk - som mere deler udtale med Aalborg end med fisken, som en cyklist ellers forsøger at overbevise en anden om. Nå, NORDJYSKE skal jo ikke køre og rette på folk, og i øvrigt er taleevnen omtrent tørret ud, efter vi har forglemt os ind i cyklistens mareridt: Ingen vandflaske i holderen. Heldigvis er det jo menneskeland, og dér er der endnu et minimarked. Vi leder ikke engang efter røde hindbærvand, men får vand og venlighed ad libitum. Selv om væskebalancen er genoprettet, kræver det fuld koncentration at bevare ligevægten ad cykelstien gennem Bunken Klitplantage. Med øjnene stirrende ned på huller, bump, revner og diverse, får næsen frit spillerum, og i varme læhuller blander duft af fyrretræer, marehalm, noget hyben og andre blomster sig på en bund af solskin, vindsus og havbrus, så vi kører lige lukt tilbage til barndommens somre. En flygtig affære, dér er den travle vej, som kræver tålmodighed og en vis forsigtighed at passere for en cyklist, der vil ad Skiveren til. Vel ovre er det af sted i en udfordrende modvind, der kildrer næsen med porseduft. Man kunne jo plukke til en kryddersnaps, men det går lige så godt. Kirkegårdsvideo Dér ligger så Råbjerg Kirke med kirkegård til. Videoovervåget i øvrigt, selv om man må formode, at pensionærerne ligger stille. Umiddelbart ligner det familiens Gaardboes familiekirkegård, men der er også andre - tenorkoryfæet Aksel Schiøtz for eksempel, men ikke dén Kurt Ravn. Der er, forstår man på nogen åbenbart lokale besøgende, også ham svogeren, der skød sig, da han blev syg. Der er også to tyske soldater fra Første Verdenskrig henne i hjørnet mellem borgmesteren og de sløjfede gravsten. Sådan ligger historier og skæbner side om side, men de fleste besøgende nøjes dog med at besøge vandhanen lige inden for stengærdet. En far og en søn tanker vand før de sidste kilometer til Skiveren, men NORDJYSKE synes ikke, at vi kan byde læseren mere modvind og bebuder, at vi tager medvinden, mens den er der, og kører mod Skagen. Det er det, vi taler om, cyklister på disse kanter: vinden og hvordan den vender. Det sker igen næsten inde ved landevejen, hvor man kan køre ad Cykelrute 1 mod Skagen. En norsk kvinde er netop kommet den anden vej. Nu står hun med velpakket cykel, klædt i dagsaktuel rød T-shirt og tydeligvis i vildrede. Hun fortæller, at hun og gemalen i søndags var cyklet fra Hirtshals til Skagen. - Det var en helt anden tur, klinger hun. Nu er det i modvind den anden vej, og hvor fortsætter egentlig dén Rute 1, og hvor er manden mon? NORDJYSKE gelejder på rette vej og beder læseren om at holde øje med cyklende norske midaldrende mænd. De kan være savnet! Videre. Men stien enten ender i grus eller brat ved landevejen. Lidt for brat, synes Opa und Oma, da deres barnebarn på rød cykel og med bamse i hånd må råbes til at standse akkurat før landevejen. Da er NORDJYSKE på den anden side og glæder sig over cyklens lethed, da den skal bæres over lidt grøft for at komme videre på cykelsti. Efterhånden går det op for NORDJYSKE, hvorfor den cyklende søn ved kirken reagerede noget benovet over, at NORDJYSKE agtede sig til Skagen. Der er jo langt! Til gengæld er det en helt uforlignelig dejlig cykelsti, der slanger sig langt fra landevej og tæt på hav mod Skagen. En afstikker til højre ligner det mest maleriske offer for sandflugten, den tilsandede kirke, som vel nok er et stykke med grus værd. Det er vi mange, der synes. NORDJYSKE har fået fumlet sin kuglepen væk, og det dur jo ikke på en reportagetur, så hen i kiosken, hvis udbud af aparte souvenirs rammer én, som var man en tryllestavslammet i Harry Potter-universet. Blandt de mere lødige er en kuglepen med kirketårnet på den ene side og ”Sandormen”, der kører turister på Grenen, på den anden. Pennen koster en bagatel af 25 kroner. Til gengæld må vi så lede lidt efter en, der kan skrive - kioskpigen og jeg. Selve kioskmanden kommer til og forsikrer, at de alle kan skrive. - De har bare stået lidt, uddyber han, mens pigerne smiler bag hans ryg. Rødspætte på havnen Lidt efter er det ind blandt Skagen-huse - der angiveligt i sin tid fik sin særlige gule farve som følge af en fejlleverence af fransk guld-okker - og ned mod havnen. Jeg ved godt, at jeg ikke sluttede af med en grønspætte, da jeg cyklede grøn tur, men det må være passende at slutte rød rute af med en rødspætte på de røde borde ved de røde huse på havnen. Hmm ... måske en filet så. Mediebranchens indtjening er ikke, hvad den har været. Og det skulle jeg have tænkt på, før jeg kom til at bestille en øl til fisken, fordi cykelturen bare kunne blive rundet af med en lille bytur. Det var godt nok en lokal Drachmann, men bare en ganske lille én ... som så åbenbart alligevel koster 54 kroner. Det er da noget. Den opmærksomme læser vil måske indvende, at jeg burde cykle tilbage til Rannerød og hente skiltet, men jeg blev faktisk afleveret af en bedre Bjarne Riis i morges, og efter 46 kilometer kan jeg vel godt tillade mig at praje servicevognen tilbage efter skiltet. Og de har jo ret, dem jeg lige om lidt kommer til at dele bord med. Man kan så meget i Skagen, at man alligevel ikke kan nå det hele, så læseren skal ikke belemres med forslag om for eksempel at kikke på Skagen-kunst - nu man er her - eller bare trisse rundt i sommerudsalg mellem alle de mange andre, der gæster byen. Norske, svenske, næsten-lokale, tyske og de, der kommer fra nord for Københaaarvn. Men først til fisken, som var et heldigt valg. Absolut ikke på grund af de medfølgende pommes frites, men fordi der sætter sig to Holte-damer ved bordet. Pyh, hvor er der altså meget, de skal nå, og der er jo også gålfbanen. Der er godt nok huller på fairway, og det bliver vist ikke bedre, før banen er lagt om. - Og den er svær, betror Holte 1 og uddyber: - Det er vinden, der gør den svær. Holte 2 minder om, at hun jo har spillet der, selv om hun ikke husker om det var i fjor eller året der før, men i hvert fald. - Nå ja, det er jo også sandt, husker Holte 1, men trumfer igennem som den mest Skagen-kendte ved at begynde at fortælle om sin barndoms somre i Skagen, når forældrene gik en formiddagstur på havnen for at hente rejer og sommetider kom til at drikke nogle øl - det var jo før, der var madservering på havnen - så de nogle gange måtte have en middagslur. Tihi. - Ja, det kan man jo godt få brug for, bidrager Holte 2 neutralt, inden Holte 1 griber i tasken efter sin ringende telefon. NORDJYSKE snager ikke Læseren må ikke tro, vi sådan sidder og snager og viderebringer alt, hvad vi hører. Så ville vi for eksempel have fortalt om spekulationerne om, hvorvidt sundhedsministeriet og skattevæsenet samkører deres oplysninger om økonomiske tilskud fra fonde og sådan, men vi kom godt nok til at lytte til samtalen - lige som formentlig alle andre inden for meters omkreds. Det var en journalist, der ringede, men ... - Er du ikke sød at ringe i næste uge ... Jeg er på Skagen i denne uge. De findes altså også uden for satire-programmerne, dem der er på Skagen. Det lykkes NORDJYSKE at undgå at kløjs i pommes friterne og - vigtigere - at sprutte i den dyre øl. De kan også godt lide deres, Holte 1 og Holte 2. Synes, den var dejlig. De havde valgt den mørke. Lidt lettere end den man drikker i Irland, mener Holte 1, der i øvrigt er begyndt at købe laksefars oppe ved fiskehandleren på Kongevej, og dét giver sådan nogle gode fiskefrikadeller. - Ren laksefars, spørger Holte 2 med noget, der godt kunne være ægte interesse. - Ja, det tror jeg nok, henkaster Holte 1 og drikker en slurk - eller tår er det vel - af den mørke øl. NORDJYSKE har fået sit, og skifter sko, inden den afsluttende rundtur. Godt for det, der er mange forhindringer, sådan en sommerdag i Skagen. Man kunne også køre ud på Grenen eller vente til i aften og cykle ud til Højen eller Gammel Skagen, hvad man nu foretrækker at kalde det - som faktisk er et godt alternativ én af dagens afstikkere. Spise is, se solen gå ned og finde ud af, om tyskerne stadigvæk klapper, når den er væk og har efterladt vandoverfladen ... rød.