På toppen med tonye hofter

STAE:På et stutteri med en snes heste skal der arbejdes hver dag - også i weekenden. I går var Bent Ole Pedersen således i sving i godt og vel 12 timer på Stutteri Bakkelygård, som han driver sammen med fru Anne Marie. - Nu var jeg også lidt bagud på forhånd, fordi vi lørdag aften var til en 70 års fødselsdagsfest. Men arbejdsugen er på syv dage, og vel er det hårdt, men lysten driver værket, og det er en livsstil, som jeg trives med. Arbejdet bliver aldrig træls eller trivielt, bedyrer den 67-årige travelsker, der ikke kan huske, hvornår parret senest har holdt ferie. - Man er faktisk mere bundet af et stutteri end et traditionelt landbrug. Det er sværere for en fremmed at passe heste end at fodre grise. Undervejs har Bent Ole Pedersen haft store kvaler med begge sine hofter, og en overgang måtte han opgive at sidde i sulkyen på grund af smerter, men operationer har haft en yderst positiv effekt. - Det er fantastisk, som mit helbred er blevet forvandlet med to nye hofter. Det er næsten som at blive født på ny, siger den garvede nordjyde, der generelt oser af humør og optimisme. - Man kommer ingen vegne ved at være utilfreds, lyder hans flisosofi. Bent Ole Pedersen skeler ikke misundeligt til de professionelle travtrænere, tværtimod. - Jeg har især ondt af trænerne på provinsbanerne. Mange af dem er på smalkost, blandt andet fordi præmierne ikke er fulgt med udviklingen. Og det er synd for både trænerne og travsporten. abel