Teater

På tur i visernes verden

Bing, Laursen, Petersen og Albrechtsen byder i aften på det bedste af de danske revyviser m.m.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Må jeg byde Dem en...øh... vindrue? Til prøverne måtte kirsebærret i den kendte sangtekst erstattes med en vindrue. Foto: Bent Bach

HJØRRING:Restaurant Svanelunden bliver i aften rammen om en musikalsk rundtur i den danske vise- og sangskat. Skuespillerne Hanne Laursen og Jørgen Bing optræder med de folkekære viser - ikke mindst dem fra den rige danske revytradition. Premieren er startskuddet til fire forestillinger i oktober og november. Blandt viserne er blandt andre Osvald Helmuths "Havnen" og "Den mellemste køje", Erica Voigts "Jacobsen " fra Dagmarrevyen i 1948, Grethe Søncks "Den gamle medicinvise", John Mogensens "Åh, hvilken herlig nat", Liva Weels "Jeg giver mit humør en gang lak", Marguerite Vibes "Hot, Hot", Lis Sørensens "Held og Lykke", og naturligvis Liva Weels "Glemmer du, så husker jeg", som har givet forestillingen sin titel. Ved prøverne i denne uge blev de sidste detaljer sat på plads. I visen Må jeg byde Dem et kirsebær, måtte en vindrue dog agere standin for "titelbærret". - Vi har folk på sagen. Måske skal kirsebærret skaffes hjem fra Holland, sagde Jørgen Bing med et grin. Efter en gennemspilning af nummeret falder dommen fra de to skuespillere. - Det går for hurtigt, siger Hanne Laursen til kapelmester, Ernest Petersen, som til Glemmer Du-forestillingen flankeres af guitarist Ole Albrechtsen. - Kan vi få den en bønne langsommere, beder Jørgen Bing. Ernest Petersen nikker. Hvis det skal være på den måde, så træder han da gerne lidt på bremsen! Næste nummer er klassikeren Hot, Hot, som Marguerite Viby gjorde populær. Visekvartetten har givet nummeret sin helt egen drejning: instrumenteringen er nemlig tuba og banjo! - En klassisk kombination, siger Jørgen Bing med et grin. Det er naturligvis spasmageren Ernest Petersen, der har fundet på denne, skal vi sige: - sjældne - instrumentering. Blandt de mange klassiske numre finder man også moderne ørehængere fra John Mogensen, Lis Sørensen, Sebastian og Steffen Brandt. Forestillingen vises fire gange offentligt, 17., 19., og 31. oktober samt 2. november. Desuden ved to lukkede forestillinger, som foreninger har købt. Til foråret kommer samme forestilling op på Vendsyssel Teater. Viseforestillingen kan også kombineres med spisning i restauranten. Og søndagsforestillingerne med kagebord.