Brønderslev

På tur med flygtninge

Dansk Røde Kors i Brønderslev tager lørdag på tur med 140 flygtninge, kontaktfamilier med flere. I to-tre busser går turen fra Brønderslev over Børglum til Rubjerg Knude Fyr, videre over Nr. Lyngby til Hirtshals. Herfra køres til Tverstedsøerne, hvor der spises frokost. Herfra går turen til Skagen, hvor alle går en tur på Grenen, efter en tur med Sandormen. På hjemturen ses Råbjerg Mile. Leif Sørensen fra Dansk Røde Kors understreger, at turen er gratis. Han fortæller, at det eneste deltagerne skal medbringe, er godt humør og tøj, der passer til vejret. - Selv om mange kommer fra områder, hvor der er masser af sand, har vi valgt at lade turen gå til steder, hvor der er mulighed for at få masser af sand under skoene, fortæller Leif Sørensen. Han er glad for den store interesse for turen.