På tur til Rhinen

BRØNDERSLEV:Gigtforeningens Vendsyssel-kreds har i september en seks-dages tur til Rhinen - området ved Rüdesheim. Turen, der er med Jørns Busrejser i Brønderslev, indledes lørdag 20. september, og slutter torsdag 25. september. Formand for Vendsyssel-kredsen Valborg Holst, Brønderslev, fortæller, at Rüdesheim er en verdensberømt og vinglad by, der er ideel for en vellykket ferie. - Rüdesheim byder på en strandpromenade langs Tysklands mest kendte flod Rhinen. Her foregår døgnet rundt en vældig skibstrafik, og langs bredderne rejser vinmarkerne sig til begge sider. I Rüdesheim findes også Tysklands ældste og største cognac-fabrik Asbach-Uralt. Aftenlivet i Rüdesheim er et kapitel for sig. I Drosselgasse ligger værtshusene tæt. Under opholdet arrangeres der besøg hos en vinbonde, hvor man får information om Rhinskvinene. Der bliver en heldagsudflugt til Mosel med frokost samt to halvdags-ture til Mainz samt til Lorelei og Niederwald. Valborg Holst regner med ca. 50 deltagere til turen, som hun forsikrer bliver en oplevelse for deltagerne. Det er første gang, hun arrangerer en sådan tur, men hun håber på opbakning, så der bliver flere af slagsen. - Jeg er blevet opfordret til det, fortæller Valborg Holst, der selv glæder sig til at komme med.