Lokalpolitik

På vej mod den nye fremtid

NORDJYSKE Stiftstidende ser tilbage på de sidste seks måneder af det historiske år

DRONNINGLUND:Efter gårsdagens første halvdel af Årskavalkaden 2004 for Dronninglund Kommune er det nu årets sidste seks måneder, det gælder. Juli Juli måned var vanen tro en nyhedsmæssig ret stille måned, hvor det primært var ferien og jagten på lidt varmende solstråler, der prægede hverdagen. Bemærkelsesværdigt var det dog, at Dronninglund Cup blev afviklet med succes for 27. gang, og at også den tredje udgave af Middelalderdage på Voergård Slot var en hyperpopulær succes. August Her lagde kommunaldirektør Ove Thomsen ud med at fejre 50 års jubilæum som kommunalt ansat, ligesom der begyndte at dukke meldinger op om, at byrådet stod foran at skulle forholde sig til en massiv million-manko i forhold til kommebudget 2005. August bød derudover på indvielsen af Clausens Park i HJallerup, ligesom Dronninglund Idrætshal kom på banen med tanker om en millioudvidelse, og i Ørum meldte eks-borgmester og nuværende amtsrådsmedlem Poul Møller (V) ud, at han med 70-års fødselsdagen bag sig var i gang med sin sidste periode som folkevalgt politiker - en karriere, der har stået på siden 1966. Derudover var august måneden, hvor det nye demensafsnit på plejehjemmet Margrethelund blev indviet, hvor licitationen for Dronninglund Skoles om- og tilbygning gav et resultat, der lå 2,8 mio. kr. over det bevilgede, og hvor menighedsrådene i Dronninglund og Dorf sagde ja til at fusionere. September September måned blev indledt med, at posthuset i Dronninglund blev lukket og erstattet af en ny postbutik i byens VP SuperBest. Samtidig kunne organist Peter H. Andersson fejre sit 25 års jubilæum, mens SuperBrugsen i Hjallerup stod foran en lukning. På den politiske front blev der taget imod en invitation fra økonomiudvalget i Brønderslev Kommune om at få en uformel fusionssnak, og i både byrådet og amtsrådet blev der lagt låg på en gammel sag, da der begge steder blev uddelt et flertals-ja til etableringen af det nye erhvervsareal ved motorvejen. September var ligeledes måneden, hvor Dronninglund Gymnasium fyldte 25 år, og mens der i byrådet blev opnået enighed om det kommunale 2005-budget, så kom det også frem, at om- og tilbygningen af Dronninglund Skole nu skulle opdeles i etaper - for blandt andet at kunne "snuppe" lidt af de øremærkede skolekroner til andre, presserende opgaver i kommunen. Samtidig blev september også måneden, hvor byrådets ønske om en sammenlægning med Hals Kommune blev stedt endeligt til hvile, da flertallet af vælgerne i nabokommunen mod syd stemte for at gå sammen med Aalborg. Oktober Var september en måned med mange nyheder, så faldt der mere ro over tingene i oktober, hvor kun tre historier for alvor skilte sig ud fra mængden. Det var fortællingerne om, at Arthur Corneliussen med udsigten til et nyt job i Sæby Kommune stod foran et farvel til inspektørjobbet på Dronninglund Skole, at borgmester Mikael Klitgaard (V) fik fusions-besøg af sin borgmesterkollega fra Brønderslev, Jens Arne Hedegaard (V), samt at fritidshjemmet Regnbuen og Hjallerup Fritidshjem i markedsbyen var på vej mod en fusion. November November åbnede med et klart billede af Dronninglund Kommunes fremtid i strukturreformen, da flertallet af vælgerne i Sæby Kommune valgte en fremtid med Frederikshavn og Skagen kommuner frem for selvstændighed eller Dronninglund og Brønderslev kommuner. Fusionen med Brønderslev Kommune - og det lidet roste, nye kommunenavn, Brønderslev-Dronninglund Kommune - blev da også i november konfirmeret ved en storstilet underskriftsseance på Dronninglund Slot. Ellers var november måneden, hvor folkene bag Dronninglund Cup meldte ud om et overskud på 400.000 kr. fra årets cup, hvor folkene bag Hjallerup Marked fortalte om et ditto på 2,2 mio. kr. fra årets marked, hvor fremtiden for Agersted Garden begyndte at se dyster ud med det forestående farvel til gardeleder Kurt Bærentsen, og hvor det kom frem, at Dronninglund Kommune havde givet økonomidirektør Claus Stensgaard Jensen et gyldent håndtryk på 1,8 mio. kr. for at forlade sin stilling. December I årets sidste måned kom det frem, at ungdomsboligkollegiet Lemmingsgården i Dronninglund var på vej imod et økonomisk kollaps, ligesom der på en ekstraordinær generalforsamling i SiD Dronninglund blev sagt ja til at indgå i det nye fusions-fagforbund 3F's Aalborg-afdeling fra årsskiftet - i øvrigt med den hidtidige SiD-formand, Benny E. Karlsen, som ny næstformand i Aalborg-afdelingen, der bliver landets største. Derudover meldte kommunaldirektør Ove Thomsen i december måned ud, at han er klar til at gå på pension fra dette job, når det nye Brønderslev-Dronninglund Byråd har valgt nye, kommunale topchefer, men december var imidlertid også måneden, hvor en ung mand på tragisk vis mistede livet ved at køre sin bil i Asaa Havn, og hvor Dronninglund Sparekasse af Økonomi- og Erhvervsministeriet fik 50 mio. kr. til at skabe nye arbejdspladser i Nordjylland. Samtidig sagde byrådet endegyldigt ja til nye juniorklubber i Hjallerup og Dronninglund - og dermed nej til en ny idrætsfritidsklub i Hjallerup - ligesom Naturklagenævnet lagde låg på den langvarige sag om den planlagte vindmøllepark syd for Try ved at afvise endnu en række naboklager.